Gidseltagningen

Først to stød i maven og så en ordentlig kajeryster.

Sådan begynder den nye dramaserie Gidseltagningen på Kanal 5. En stakkels fyr i sveden undertrøje og lange skægstubbe bliver tortureret af en stor, skægget mand i sandfarvet kaki.

Så ved vi, hvor vi er.

Historisk befinder vi os i kølvandet på en af virkelighedens tragiske ørkenkrige og konspiratoriske korstog, og fjernsynsdramatisk er vi tæt på serien over dem alle i så henseende: Homeland.

Den stakkels mand til pinsler og bøllebank viser sig at være en dannebrogsfarvet dansker. Nemlig Philip Nørgaard (en aldeles fortræffelig Johannes Lassen), som snart bliver fører for den særlige indsatsgruppe, der skal handle og forhandle, når et par maskerede gutter med store skydere gør mareridtet til virkelighed i den københavnske metro.

De tager nemlig med brask og bram og nødbremse femten gidsler tæt på Marmorkirken under jorden. Men nu ved vi, at vores taskforce-hovedperson er traumatiseret og muligvis derfor både er i stand til at læse kidnapperne og forstå det at være kidnappet.

Måske kan han genkende en af gidseltagerne?

Fra at ligne den klassiske kapringsfilm, som den blev drejet i The Taking of Pelham 1 2 3 i 1974, bevæger vi os rimeligt hurtigt over i en blanding af dansk folkekomedie og film noir.

Tommy Kenter er nemlig blandt de tilfangetagne. Jamen, så vi ved jo godt, at når vi danskere er samlet i et lukket rum, går der gerne charterferie og grisefest i løjerne. Sød musik opstår, og lad os hygge os, selv om lokummet brænder, og om lidt er vi borte.

Misforstå mig ikke.

Netop denne danske gemytlighed selv i farens stund er reelt det mest originale ved serien, som er blevet til efter idé af tv-snedkerne Adam Price og Søren Sveistrup. Originaliteten er nemlig lige så typisk som terroristernes obligatoriske arabiske accent og deres medbragte karakteristiske kalashnikov-rifler.

Dialogen er snart sofistikeret indforstået – som en Peter Sellers-farce, hvor Sellers hele tiden siger ”howdy partner” – og snart redundant med udsagn, som synes at være klippet ud af en staveplade.

Især har Paprika Steens friske nyhedsoplæser, Naja Toft, fået placeret en del klichéer i sit manuskript. Steen spiller sig selv som journalist, og det er hende, som via et link til slyngerne bliver kontakten mellem de onde og de gode.

De sidste består af mange kendte ansigter fra dansk fjernsynsdramatik. Ingen skal klandres for deres spil, varen leveres sikkert med hensyn til melodramatiske fagter og miner, ord og gestus.

Midt i det hele viser det sig, at en ung, dynamisk drabsefterforsker (Sara Hjort Ditlevsen) er antihelten Philips tidligere sengekammerat. Sådan er det jo i Norden. Vi er få mennesker, som bor dør om dør – og som falder seksuelt til føje eller går erotisk på omgang med hinanden uden unødig dramatik.

Skuespilmæssigt er vi således i trygge hænder og faste sætstykker. Instruktør Kasper Barfoed viser os professionelt det smukke København oppefra og i øjenhøjde i vanlige svale, blåkolde farver, klippet snapt og glat, som genren kræver det.

Gidseltagningen mangler dog den smækre, stilsikre omhu, vi er vant til i DR med hensyn til at dramatisere et stykke Danmark. Til gengæld har serien en mere nøgtern-realistisk stemning.

Alligevel minder sagen umiskendeligt om noget, vi allerede har set før. Med en forudsigelig historie og et overskueligt plot.

Anmeldelsen er baseret på to afsnit, så det skal retfærdigvis siges, at vi kun er i begyndelsen af serien. Men spørgsmålet er, om den kan holde gejsten, eller om den som så mange andre danske tv-serier – også dem på DR – mister pusten undervejs.

For ikke så længe siden var der en artikel i The Guardian, som ud fra en skandinavisk co-produktion mente, at nordic noirs sommer på tv-skærmen var passé.

Gidseltagningen er ikke et punktum, men nok en seværdig nedtælling.