The Get Down

Der er ikke mange år og kilometer mellem handlingen i Martin Scorseses forfejlede rock-serie Vinyl og Baz Luhrmanns nye Netflix-serie The Get Down, der begge foregår i 1970’ernes pulserende musikmiljø i New York.

Alligevel er der en verden til forskel.

Hvor Vinyl henlægger sit punk-portræt af byens avantgardistiske musikere til Manhattans velkendte højhuse, rykker The Get Down ud i ghettoen i bydelen Bronx.

Det ligner en faldefærdig ruin midt i den glamourøse disco-musik, der dominerer i radioen og natklubberne. Men et undergrundsoprør er under opsejling: Året er 1977, og hiphoppens fødsel er i fuld sving.

Det er i det revolutionært energiske miljø, at vi møder den gruppe unge mennesker, der bliver førstehåndsvidner til en ny musik- og livsstil, som senere vil blive en del af musikkens mainstream. I centrum af flokken er Ezekiel (Justice Smith), en klog og kreativ knægt, hvis digte rammer hans lærer i hjertet, men som han ikke selv vil stå ved. Han er, som hun siger, bange for at være klog.

Det er nemlig ildeset i ghettoen.

Til gengæld lægger han ikke skjul på sin kærlighed til præstedatteren Mylene (Herizen Guardialo). Hendes stemme er lige så smuk, som hun selv er. Men hvor hun drømmer om at blive den næste Gloria Gaynor eller Donna Summer, vil Ezekiel hellere bruge sine oratoriske evner på at lave rim til beats, før det blev kaldt rap.

Beatet står gadehustleren Shaolin Fantastic (Shameik Moore) for. Han er discipel af hiphop-grundlæggeren Grandmaster Flash, men er desværre med sine røde Puma-sneakers mere flashy end real og repræsenterer den lidt for flødeglatte overflade, som serieskaberen Baz Luhrmann er kendt for.

Baz Luhrmann – der har stået bag de medrivende Moulin Rouge! og Romeo & Julie, men også stinkere som The Great Gatsby og Australia – har selv instrueret det halvanden times lange første afsnit. Han kender som bekendt ikke begrænsningens kunst, og det gør afsnittet til en ufokuseret langspiller, som dog fascinerer i de stort opsatte musik- og dansescener.

Dog sidder man noget forvirret og leder efter en retning i historien. Men efterhånden bliver det mere fokuseret, og i mellemtiden kan man nyde den berusende musik og de smukke billeder.

Den rytmisk vitale livskraft pumper ud i både fødder og hjerte, når de unge snyder sig ind på stoffyldte natklubber eller mærker den elektriske natteluft på månebeskinnede hustage.

Midtvejs finder The Get Down sit menneskelige fokus i det musikalske kaos og kommer ind under huden på den følsomme og forældreløse Ezekiel, der er blevet opfostret af sin moster og hendes mand. Det kunne der klemmes meget tårevædet drama ud af, men serien holder sig for det meste i skindet.

The Get Down er nemlig ikke lige så melodramatisk, som musikserier er – tænk bare på Empire og Glee.

Det kan vi især takke de unge skuespillere for. De sørger for den muntre charme, mens deres ældre medspillere står for voksendramatikken. Giancarlo Esposito – manden bag Gus Fring, Walter Whites dødsfjende fra Breaking Bad – fremstår først noget tør som Mylenes skinhellige præstefar, men får lagt spændende nuancer til sig i opgøret med den anderledes farverige bror og samfundsleder Cisco (Jimmy Smits).

Men bedst er de unge, der smider hæmningerne og giver den gas på scenen og dansegulvet.

The Get Down er ikke en detaljeret lektion i hiphoppens historie, men en stilbevidst historie om ordet og musikkens skønhed. Og når musikken virkelig spiller, skal man være noget af en tørvetriller for ikke at trippe med fødderne og sidde med et stort smil på læben.