The Gentlemen

Du er kommet hjem efter en lang dag på arbejdet og har bare lyst til at sidde og slappe af med en god whisky og fødderne oppe.

Men ud af skyggerne hører du klirren af isterninger og en mand siger kælent ”Godaften, Raymondo” på spansk.

Han er privatdetektiven Fletcher og har planer om at afpresse dig og din chef, der sidder tungt på hashmarkedet i England, for tyve millioner pund. Og han kender alle de ubehagelige hemmeligheder – dog ikke den om ham den døde knægt ude i den store fryser.

Nej, det er ikke åbningen på en horrorfilm, men appetitvækkeren på en gloriøs mængde vold og tilsvininger fra instruktøren af Aladdin.

Med The Gentlemen vender Guy Ritchie tilbage til den genre, som han har excelleret i med Snatch og Rub, stub & to rygende geværer samt den skammeligt undervurderede RocknRolla.

Han har en unik evne til at få grum, britisk gangstersnak til at lyde som Shakespeare, hvis den berømte dramatiker brugte ordet ”cunt” på samme måde som Ritchie – sådan cirka hver tiende linje.

Matthew McConaughey er hashkongen Mickey Pearson, der også har en træls dag. Han vil sælge sin forretning til konkurrenten Mathew Berger for 400 millioner pund, men det er lettere sagt end gjort.

Ikke alene er der den irriterende Fletcher, men også den hensynsløse gangster Dry Eye, og et røverslæng gør livet surt for den amerikanske cowboy.

De vilde karakterer og absurde situationer har altid været et fast indslag i de her Ritchie-film.

Fletcher forvaltes af Hugh Grant, der eminent danser på grænsen mellem charmerende sjuft og utiltalende opportunist. Hans scener med Charlie Hunnams Raymond er fænomenalt underholdende.

Meget af filmen bliver fortalt igennem flashback, som enten Fletcher eller Raymond har oplevet. Afhængig af hvem der fortæller, bliver historien over- eller underdrevet.

Derfor bliver mange personer også endimensionelle og punchlines for en joke. At der er dømt drengerøv og lettere barnlig attitude, er der ingen tvivl om efter en typisk Guy Ritchie-scene, hvor en mand med navnet Phuc bliver afhørt.

Gispende efter vejret, fordi han har brug for et hvæs fra sin inhalator, bliver han afhørt af Raymond og en scenestjælende Colin Farrell som MMA-træneren Coach.

”Jeg er ikke en gangster, men jeg er blevet tvunget til at gøre nogle gangsterting,” pointerer Coach flere gange. Og på trods af sit ellers gemytlige ydre med hornbriller og træningstøj er han mere end i stand til at uddele øretæver.

Og øretæver bliver der langet ud i stor stil, ganske som det er kutyme i en Guy Ritchie-film. Dødsfald er sjældent noget, der bliver dvælet meget ved. Det sker bare.

Som Mickeys kone spørger Raymond: ”I dræbte én?”

”Nej, det var tyngdekraften,” svarer han knastørt.

Det er dog ikke alt sammen fis og ballade. The Gentlemen har en pudsig alvorstone, som til tider virker påklistret i forhold til galskaben.

Historien om en narkogangster, der vil trække sig tilbage, er formidlet mere elegant i Layer Cake, som Guy Ritchies tidligere producer Matthew Vaughn instruerede i 2004.

Den nye film fremstår som et klippeklisterværk af alt det bedste fra de tos britiske gangsterfilm. Det er blot nye folk, som får lov til at lege med dem, hvilket de tydeligvis har hygget sig enormt med. Ellers kan man ikke i scene efter scene give sådan et smørret grin, som Hugh Grant leverer.

The Gentlemen er de frække drenge med glimtet i øjet, hvor man ikke kan gøre andet end at nyde et par timer i deres bandende og farvestrålende selskab.