Generationer

Håndværkere er i gang med at istandsætte loftet på en ejendom på Frederiksberg og finder i en kasse liget af et spædbarn.

Politiet ankommer og ringer på hos underboen Martha, en ældre dame i slutningen af 80’erne. De udspørger hende, og da hun ser liget blive bragt ned ad trappen, indrømmer hun sporenstregs, at det er hende, som har slået barnet ihjel.

In medias res springer vi ind i sagen om drabet på spædbarnet og dets skæbne, som er instruktøren Anna Emma Haudals gådefulde MacGuffin. Den latente drivkraft i hende og DR’s nye søndagsdrama – som dog har streamingpremiere om fredagen – med forviklinger og gesvejsninger omkring en håndfuld kvinder fordelt over titlens genrationer.

Martha hedder den gamle dame. En oldemor, som snart bliver til oldemorder i tabloidpressen og folkemunde. Hendes familie er selvfølgelig dybt rystet over dette skelet, som i bogstavelig forstand falder ud af familieskabet.

Er hendes mordbekendelse i virkeligheden ikke bare tegn på demens hos borgerfruen, som engang var bankassistent og god til at lægge tal sammen? For slet ikke at tale om, at hun hele livet har været fornuftens stemme i sit selvskabte matriarkat.

Generationer er fortællingen om kvinder i flere aldre og erhverv. Fra den store skolepige og den smarte advokat til slusemesteren ved Vadehavet bliver der berettet i løse fragmenter.

Langsomt danner der sig et mønster af samspilsramte familiemedlemmer. Denne gang med en kvinde og ikke en mand ved bordenden. Men hvorfor sidder hun der? Skal hun ikke fjernes, sendes på plejehjem eller i fængsel?

Samtidig følger vi kvinderne med deres forskellige problemer. Vi er i den urbane middelklasse, som Leif Panduro og Adam Price via DR’s dramaafdeling har gjort til hele Danmarks nationale spejl. Men denne gang er det frugtbart og lidt anderledes.

Nu er der både smidt moderkage, oralsex, barnemord og magisk realisme ind i den socialrealistiske intrige. Selv om det stadig handler om mennesker, som mest lever på solsiden af det danske velfærdssamfund, men døjer med modernitetens flygtighed, er det mandlige blik skiftet ud med et kvindeligt (selv om Adam Prices Borgen har en kvinde i hovedrollen, vil jeg mene, at blikket er maskulint).

Anna Emma Haudal blev berettiget verdensberømt i Danmark med sin på en gang poetiske og provokerende ungdomsserie Doggystyle. I Generationer er hun da også mere på hjemmebane med unge kvinder til fest uden forældre end under borgerskabets diskrete lysekrone over det krakelerede tapet.

Men skærene klares bravt, og historien samler sig mere og mere til et inciterende opgør med en mor, der ikke var til stede på den rigtige måde i barndommen. Et aspekt, som især fortræffelige Anette Støvlebæk accentuerer som datteren, bosat fjernt fra verdens vrimmel ved det naturskønne vadehav. En smertelig grim-smuk rolle, der på amerikansk ville være spillet af Frances McDormand.

Ulla Henningsen er moderdyret, en upåklagelig blanding af Clara Pontoppidan og Bodil Jørgensen med toner af Ingmar Bergman.

Alle medvirkende spiller glimrende med rimelig gode replikker. Seriens tilbagetrukne mænd mimer mest opfattelsen af, at kønnet er bedst, når det er mildt som kastrerede hankatte eller servile jakkesæt, der går til hånde.

Serien er smuk med en elegisk skønhed, hvad enten den viser os Frederiksberg og omegn som boulevarder fra verden af i går eller den sorte sols fantastiske fugletræk over Vesterhavet.

De eneste skønhedspletter er den noget overbelagte tematik. Mange bolde er i luften, og man er spændt på, hvorledes de gribes. Men serien skal indtil videre anbefales. Især hvis man er træt af TV 2-skodserier og sjuskearbejde. Fra Hvide Sande og Helsingør.