Gemini Man

”Det er som at se Hindenburg styrte ned i Titanic.”

Så præcist kan Gemini Man beskrives. Replikken bliver leveret af filmens skurk, den skrupelløse Clay Varris, som vil dræbe den retskafne snigmorder Henry Brogan, spillet af Will Smith.

Efter en lang karriere i USA’s tjeneste har han besluttet at lægge geværet og sigtekornet på hylden. Men nogen har løjet for Henry i forbindelse med det sidste drab, og snart bliver han jagtet af en masse lejesoldater og en 23 år gammel klon-version af sig selv – filmen vil åbenbart her gerne sige noget om, hvor langt mennesket vil gå for at skabe den perfekte soldat.

Manuskriptet har floreret i Hollywood siden 1997 og haft en myriade af instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere igennem svingdøren. Men fordi teknologien ikke har været moden til at skabe de fornødne effekter, er det blevet skrinlagt.

Men nu har Oscar-vinderen Ang Lee – Brokeback Mountain og Life of Pi – givet sig i kast med sin tredje 3D-film i træk og efter Billy Lynn’s Long Halftime Walk sin anden film optaget med 120 billeder i sekundet. Til sammenligning viser en almindelig spillefilm 24 billeder per sekund.

Det er imponerende at se den 51-årige Henry slås mod sin 23-årige klon Junior. Ved hjælp af computereffekter har de taget optagelser af en ung Will Smith og på den måde kreeret en digital maske.

Men så snart klonen er ude i dagslys, ser det rædderligt ud. Den kunstige tekstur i ansigtet klarer sig bedre i mørkere scener, eller når ansigtet ikke skal trækkes op i smil eller andre bevægelser.

På grund af de 120 billeder i sekundet bevæger alting sig hurtigere og opfører sig unaturligt glidende og forjaget. Det minder om at spille et computerspil, og flere scener ligner da også noget fra Call of Duty­-spilserien.

Et dedikeret stunthold har utvivlsomt brugt mange timer til at lave de hæsblæsende actionsekvenser. Mest imponerende er en motocrossjagt i Colombia, hvor de to udgaver af Henry bruger de maskinelle jernheste som våben på en yderst kreativ facon.

Crosserne danser på kryds og tværs imellem og hen over forbipasserende biler i en heftig motoriseret dødstango.

Her mindskes irritationen over den opskruede billedhastighed, selv om det stadig føles en kende falsk.

Havde historien i Gemini Man været interessant, kunne det have kompenseret for det teknologiske miskmask. Men desværre præsenteres vi for en slap pastiche på spion-thrilleren Bourne.

Som i et skydespil springer Henry rundt fra sted til sted med sine to hjælpere for at løse mysteriet om, hvorfor han skal slås ihjel, og hvordan hans klon er blevet til.

En sidehistorie om klonen Juniors problemer med at finde sin egen identitet efter at være blevet konfronteret med sit ældre selv strander hårdere end en kaskelothval på den jyske vestkyst.

Det bliver aldrig klart, hvorfor vi skal investere os emotionelt i ham ud over, at han ligner en yngre version af Will Smith. Lidt nerve i fortællingen kommer der dog, da han konfronterer Clay Varris, som er hans adoptivfar.

Men her er det paradoksalt nok den menneskelige Clive Owen, som stjæler spotlyset fra den digitale Smith. Ligegyldigt hvor dårlige replikker eller usammenhængende historie, han skal arbejde med, har briten Owen en scenetilstedeværelse og aura, der indfanger publikums opmærksomhed gennem al den elektroniske støj.

Et eksistentialistisk tema om at være til i verden – om arv og miljø – tilsat tju-bang er lavet før og meget bedre i Bourne eller John Woos Face/Off.