Game of Thrones – sæson 6

”Er Jon Snow virkelig død?” spurgte alverdens Game of Thrones-fans efter femte sæsons sidste billede, hvor den højtelskede lord commander ligger blødende i sneen efter mytteriet på Castle Black.

Han ville idealistisk føre progressiv tolerance fra muren og ind i den reaktionære verden, og måtte derfor – selvfølgelig, fristes man til at sige – øjensynligt bøde med sit liv.

Sjette sæsons svar lyder: Selvfølgelig er han død! Så I, hvor mange sværd han fik jaget i kroppen?

Den hæderlige Ser Davos siger endda ordene ”Jon Snow er død”, men bemærker også lige efter, at den netop ankomne røde troldkvinde Melisandre kan eksekvere mere mellem himmel og jord.

Spørgsmålet er derfor ikke så meget, om Jon Snow er død, men nærmere, om han bevarer den tilstand.

Mens serien frustrerende – og spændingsopbyggende – trækker dette spørgsmål ud i første afsnit, får vi svar på de fleste af det resterende enorme persongalleris foreløbige skæbner.

Fra kongerigets nordligste mur bevæger historien sig nemlig lidt sydpå til Winterfell, hvor stakkels Sansa Stark er undsluppet fra sin vordende ægtemand/nuværende kidnapper Ramsay Bolton med hans slave Theon Greyjoy. At Ramsay bestemt ikke er romantiker, får vi igen slået fast, da han om liget af sin egentlige kærlighed Myranda siger: ”Hun er stadig godt kød – giv hende til hundene.”

Flugten leder videre til en af de ting, Game of Thrones gør særdeles godt: At parre det vildtvoksende cast i mere eller mindre umage konstellationer. Denne gang forenes Sansa omsider med kvinderidderen Brienne, og man håber inderligt, at den lille due endelig kan få lidt fred i en blodig verden.

Længere sydpå i hovedstaden King’s Landing er fred det sidste, der er på programmet. Her vender den detroniserede og enarmede eksridder Jaime Lannister (vores egen Nikolaj Coster-Waldau) hjem fra Dorne med sin søster/elskerinde Cerseis døde datter Myrcella.

Lige så ondskabsfuld som enkedronning Cersei har været i tidligere sæsoner, lige så hjerteskærende er det at se hendes verden bryde sammen igen i Headeys udtryksfulde ansigt – denne gang med tabet af et barn, der intet ondt nogensinde har gjort. Det er i sandhed en uretfærdig verden, hvor en tidlig død næsten er at foretrække, for som Jaime siger: ”Ingen kan gøre hende fortræd længere.”

Det har altid været både den største styrke og svaghed i Game of Thrones, at universet er så omfattende. Det har givet serien energi at suse rundt på må og få i Westeros, men har samtidig skabt forvirring, for bare at huske alle hovedpersonernes navne er svært.

Det betyder også, at forfatterne til tider har måttet lade deres karakterer sige knap så mundrette replikker for at sikre, at publikum kan følge med.

Denne gang rammer det to af seriens ellers mest underholdende figurer: den lille, men intelligente Tyrion Lannister og den snu Varys, hvis visdom kommer sig af at mangle det vedhæng, der normalt hænger mellem mænds ben.

I en gumpetungt klodset dialog går de og snakker med hinanden om, hvad der er sket i Meereen, siden den retmæssige dronning Daenerys fløj væk på sin drage i sidste sæson – hvilket de jo begge ved i forvejen. Den slags er frustrerende snak fra normalt meget vittige karakterer.

Imens er netop dragemoren på ny blevet taget til fange af dothrakierne. Seriens univers er tætbefolket af stærke kvinder, men hendes forelskede tjener Jorah Mormont siger det bedst: ”Man kan ikke undslippe mænd som os.”

Endelig møder vi også unge Arya Stark, hvis skæbne kun er blevet mere krank. Hun lever nu som blind tigger i Braavos, men bliver stadig dagligt testet og tæsket af De Ansigtsløse Mænd, hvis dødsensfarlige gruppe hun håber at blive del af.

Kan hendes forestående kamp gøres til symbol på denne sæson af Game of Thrones, hvor bogforlægget ikke længere er foran serien, går vi en vanligt blodig og uretfærdig tid i møde.