Fuglene over sundet

Fuglene over sundet fortæller en tragisk historie om, hvordan en gruppe jøder i oktoberdagene 1943 blev forfulgt af danske nazister og forrådt af merkantile medløbere, der gik besættelsesmagtens ærinde.

Det bør slås fast, at dette virkelighedsbaserede forløb, hvor omkring 85 jøder blev skjult i en kirke i Gilleleje og derfra udleveret til tyskerne, på ingen måde var karakteristisk for danskernes samlede handlemåde, da jøde-razziaen satte ind.

Året efter krigsafslutningen beskrev overrabbiner Marcus Melchior forløbet således:

”I hine dage var det da, at det danske folk gjorde sin verdenshistoriske indsats til frelse for de danske jøders liv. Hjælpeorganisationer grundlagdes i hast, frihedsbevægelsen, studenterne, lægerne og præsterne og mangfoldige andre stillede de ledende kræfter. Man skaffede penge til at hjælpe dem, der var ubemidlede, til overfarten til Sverige.”

Og Melchior taler om den ”enstemmighed, hvormed alle kredse af befolkningen gik ind for sagen”.

Men i Gilleleje gik det altså galt, og når filmen netop slår ned på denne af danskere forårsagede tragedie, skyldes det måske ikke mindst de aktuelle genklange. Flygtningestrømmen til Danmark har jo vist, at truede menneskeliv kan gøres op i penge, og at en flugt til Sverige kan være en redningsmulighed. Så når en jøde på et tidspunkt frarøves et smykke, er parallellen til den berygtede danske smykkelov til at tage og føle på.

Tematikken er nærliggende og kan måske vække til nyttig diskussion, men desværre indgår den ikke i en vellykket film. Med opbydelse af allerstørste velvilje kan Fuglene over sundet opfattes som et mareridt af flugt og forfølgelse, sådan som det yngre ægtepar, musikeren Arne og hans kone Miriam, oplever det sammen med deres seksårige søn, da tyskerne arriverer midt om natten, og det uforberedte, men dog advarede par må flygte over hals og hoved, op gennem Nordsjælland mod Gilleleje.

Deres følelse af at være fortabt i et uoverskueligt, truende mørke prøver filmen at accentuere gennem et ekstremt Dogme-flaksende kamera, en groft tilhugget klippestil og en belysning, der gang på gang er så mørk, at også tilskueren har svært ved at orientere sig.

Havde filmen holdt fokus på parret og ikke set sig nødsaget til konstante klip til parallelhandlinger, der fortæller om udviklingen i Gilleleje, ville den måske have fået et skin af en helstøbt, omend enerverende action-gyser.

Nu bliver den hverken fugl eller fisk, og man irriteres hurtigt over at få så ringe information. De fleste tilløb til spænding mudres til i usammenhængende billedforløb og overdrevent naturalistisk mørke.

David Dencik har som Arne en passende kunstnerfølsomhed, mens Danica Curcic som Miriam har en rankt lidende stolthed, men de er figurer, vi ikke når at kende, før ulykken rammer.

Derfor ender Laura Bro med at tiltrække sig mest interesse som en barnløs fiskerhustru, der knytter sig til det forfulgte pars lille søn. Hun kan i det mindste spille på modstridende følelser midt i den voldsomme omkringliggende patos.

Der er også solide figurskitser af den for sjældent sete Jakob Cedergren som en sympatisk fisker og Nicolas Bro som en mindre sympatisk sådan. Derimod har selv en så god skuespiller som Lars Brygmann det meget svært som en lidenskabeligt prædikende præst med hjertet på rette sted.

Fuglene over sundet er en af de film, man så gerne ville lade sig berøre af og kunne anbefale. Men den får trods ihærdige forsøg aldrig afbanaliseret et emne, hvor helte og skurkeroller på forhånd er meget forudsigeligt fordelt.