Frost

Frost er løst baseret på H.C. Andersens Snedronningen.

Faktisk har den så lidt med sit eventyrophav at gøre, at man som dansker bliver småfornærmet. Hvorfor skal vores store nationalforfatter endnu engang blandes ind i en sødsuppet Disney-historie, der knap skeler til originalen, som det også skete med Den lille havfrue?

H.C. Andersens fortælling fra 1844 handler om pigen Gerda, der redder sin ven fra snedronningen. Da Kay får en splint fra et troldspejl i øjet, bliver han kold, distanceret og forsvinder. Gerda leder længe efter ham og møder mange på sin vej, og da hun finder ham, smelter hendes varme tårer hans kolde hjerte.

I Disneys Frost er der to prinsessesøstre. Elsa og Anna bor i Arendelle, en vikingepræget metropol, hvis omgivelser af fjelde og fjorde virkelig er visuelt kælet for. Særligt nordlyset fremstilles kuldegysende smukt, og man sidder med en følelse af, at sådan må det se ud i virkeligheden.

Den ældste søster Elsa kan spy is ud af hænderne – kræfter, hun har svært ved at styre, og en nat rammer hun Anna.

Forældrene handler rådssnart og tager pigen med til nogle magiske stentrolde, der fjerner Annas minder, både om uheldet og Elsas evner. Men Elsa advares om, at Anna kan risikere at dø, hvis hun ikke passer på fremover. Så hun isolerer sig fra Anna, der ingenting forstår, heller ikke hvorfor slottets porte stænges for omverdenen. Dét synger hun om.

Før Elsa fylder atten og skal indtage dronningegerningen mødes de to piger ikke. Men kroningen fejres for åbne porte, og Anna har noget nyt at synge om. Der er simpelthen for meget sang i denne film, og musikken er ikke af høj nok kvalitet til, at det er tåleligt.

Da Anna samme aften falder pladask for og forloves med en prins (de synger selvfølgelig om det!), kommer søstrene op at skændes, og Elsa kommer til at sprøjte issyle rundt om sig.

Hun flygter til en høj bjergtinde og vil ikke længere skjule sine evner. Glitrende krystaller omslutter hendes vævre skikkelse, og hun er forfriskende sexbombet med platinblond morgenhår. De fejende 3D-effekter gør skabelsen af et imponerende ispalads til en nærmest åndeløs oplevelse, hvor man kommer helt tæt på selv de mest sindrige detaljer. Lækkert.

Også birollerne er veloplagte. Anna møder den enfoldige sneblokkesælger Kristoffer, der fører – forbløffende indsigtsfulde – samtaler med sit umælende rensdyr Sven. På en vild slædetur bliver de forfulgt af ulve i en scene, der er som snydt ud af den svenske stumfilmklassiker Gösta Berlings Saga.

Også snemanden Olav støder til selskabet. Han elsker sommer og synger (!) naivt om solen, hvilket da er skægt nok for en snemand. Men Frost er altså ikke den sjoveste film, Disney har stået bag En nordnorsk købmand med striktrøje og familie i sauna er filmens morsomste input, alene fordi han udtaler alle vokaler med et blødt ”ü” a la Muppets svenske kok.

Til gengæld er filmen både i twists og karakterer forfriskende u-disneysk. Selv søstrenes forældres død er rimeligt usentimental. Og det er rart at se, at Disney har taget succesen fra Pixars Modig til sig, for dennes skotske prinsesse Merida er handlekraftig rollemodel ligesom de smukke og seje søstre i Frost.

Modigs magiske folklore mangler dog. Der er ingen forklaring på, hvorfor Elsa har ekstreme kræfter. Er det et særligt gen, der går igen i kongefamilien? Er det sket før? Man havde gerne set mere historie – i ånden fra H.C. Andersen.