Franklin

Det er et af historiens store tragiske paradokser, at Europas ældste enevældige monarki var aktiv ved fødslen af verdens første moderne republik.

En af årsagerne til, at den franske revolution brød ud i 1789, var kongerigets bankerot på grund af sin økonomiske støtte til USA’s selvstændighedskrig. En mindeværdig kendsgerning, nu da Donald Trump og hans republikanere vil vende Europa ryggen.

Den amerikanske arv og gæld ligger implicit i den overdådigt flamboyante serie Franklin.

På det mere personlige plan var det den belæste polyhistor, lynaflederens opfinder og nyttefilosoffen doktor Benjamin Franklin, der som uofficiel ambassadør for de amerikanske oprørere i årene fra 1776 til 1785 fik både den franske overklasse og deres konge Louis 16. til at støtte krigen mod Frankrigs ærkefjende, Storbritannien.

Franklin er allerede populær, da han med sit barnebarn William ankommer til landet, som på det tidspunkt er splittet i en åndelig borgerkrig mellem et strikt monarki og aristokrati tilknyttet hoffets rigide etikette på den ene side og en dannet lavadel og et opstigende storborgerskab på den anden.

Benjamin Franklin og co. bliver installeret hos en progressiv storborger i Passy, dengang en forstad til Paris. Her indretter han sit illegale trykkeri, som udspreder politiske pamfletter for den amerikanske sag. Samtidig intrigerer han med koket charme og nyttemoralske doktriner sine omgivelser, ikke mindst sirlige damer, som sværmer for den amerikanske vismand.

Selv som 70-årig formår Franklin sågar at forføre oplyste mænd og kvinder i et drevent, diplomatisk spil i saloner fulde af spioner og stikkere.

Franklin viser os et majestætisk Frankrig med et Versailles, som aldrig har været mere vidunderligt og imposant end her mod slutningen af 1700-tallet.

De historiske sætstykker synes korrekte, og seriens aktører taler aldrig ned til publikummet. Louis den 16.’s Frankrig var verdens centrum før stormen på Bastillen i 1789, men den snobbede dekadence bliver mere og mere udtalt og rammer endog Franklins barnebarn.

Lysets by er skildret både med pudderparykker, pomp og pragt, pis på facaden, prostitution i porten, skidne gader og slum om hjørnet. Driftige handelsmænd mingler med dekadente ungersvende.

Det gode ved serien er, at franskmændene ofte taler fransk og amerikanere og englændere deres eget modersmål. Diplomatiets faglige sprog var dengang fransk, hvilket respekteres det meste ad vejen.

Politisk korrekthed og woke er til stede uden at virke anmassende anakronistisk. Man diskuterer de sortes slaveri med spirende dårlig samvittighed. Unisexet går begge køn med læberødt, sminke og regnbuefarvede gevandter anført af en transkønnet mesterspion.

Franklin møder amourøst en kvindelig komponist, Anne-Louise Brillon, der siden urimeligt blev glemt i den mandsdominerede musikkultur. Hun spilles fremragende med forsømt traurighed af Ludivine Sagnier.

Den fine franske teaterskuespiller, Thibault de Montalembert, gestalter den franske udenrigsminister Vergennes med raffinement og rænker. Mens den engelske Eddie Marsan grimasserer Franklins amerikanske modstander John Adams.

Desværre er Michael Douglas fejlcastet som hovedpersonen. En ting er, at han sikkert taler dårligere fransk end virkelighedens Franklin. Men han leverer replikkerne med en amerikansk accent, som mere hører hjemme på Wall Street end i Versailles, mens han overspiller sine miner.

Hvis det ikke var for Douglas ramponerede præstation ofte ude af rytme med de andre, fremragende skuespillere, er Franklin den perfekte historiske serie.

Den er spændende med både autentisk aura, et godt plot og korrekt historicitet. Den bygger da også på en Pulitzerpris-belønnet roman, Stacy Schiffs A Great Improvisation: Franklin, France and the Birth of America.