Frankenstein

Man kunne skrive en hel bog om alle de projekter, Guillermo del Toro forgæves har forsøgt at realisere. Når han endelig får chancen, står lidenskaben ud af hvert et billede på lærredet.

Det gælder også Frankenstein, hans bjergtagende filmatisering af Mary Shelleys klassiker med Oscar Isaac som den halvgale videnskabsmand og Jacob Elordi som hans misbrugte monster.

Filmen går loyalt til forlægget som en makaber moralfortælling snarere end en skræksøgende gyserfilm.

Handlingen starter midt i 1850’erne ombord på en dansk polarkutter. Her regerer Lars Mikkelsen som ærgerrig kaptajn med kurs mod Nordpolen, mens Nikolaj Lie Kaas er hans styrmand, der hellere vil vende hjem end vinde hæder.

Besætningen finder den sårede Victor Frankenstein på isen og snart efter hans hævnlystne skabning, der kaster med sømænd som kludedukker, før det lykkes styrmanden at sende ham i ishavet.

I kaptajnskahytten beretter Frankenstein sin historie. Som ung går han i sin strenge fars fodspor som anatomist. Men i Edinburgh bliver han bortvist fra lægefaget som en blasfemisk fantast, hvis jagt på evigt liv forbryder sig mod Guds orden.

Ind træder den lyssky mæcen Harlander, der signerer en blankocheck og skaffer Frankenstein et middelaldertårn i det skotske højland, hvor han uforstyrret kan fortsætte sin research i dramatiske omgivelser.

Undervejs dukker hans yngre bror op med sin forlovede, Elizabeth (Mia Goth), der distraherende disputerer med Frankenstein indtil den skæbnesvangre nat, hvor ligdelene samles til et umælende monster.

Rammefortællingen er udeladt i James Whales klassiker fra 1931, hvor Boris Karloff med et ikonisk monsterfjæs kom til at definere filmuhyrer for eftertiden. Whales film er baseret på et teaterstykke, der skærer ind til benet for at jage publikum en skræk i livet og udelader mange af de filosofiske lag i Mary Shelleys outsiderromantiske hybrisfortælling.

Dem fører Guillermo del Toro omhyggeligt tilbage, ligesom han refererer til originalens undertitel: The Modern Prometheus, den græske titan, der stjal gudernes ild for at give den til menneskene.

Oscar Isaac er en blanding af Mick Jagger og Elon Musk, når han arrogant forbryder sig mod naturens orden, før han rammes af akut fortrydelse – en fødselsdepression, fristes man til at skrive – da skaberværket skuffer ham.

Jacob Elordi, kendt fra Euphoria, Priscilla og Saltburn, spiller skabningen som en tragisk romantisk skikkelse. Monsteret tager i filmens anden halvdel over som fortæller. Med bleg hud og gustne operationsar – som skæmmer bare en anelse for høje kindben, symmetriske træk og strandklar sixpack – er han både skræmmende, en stakkels og sexet.

Guillermo del Toro har efter eget udsagn drømt om at lave sin egen Frankenstein hele livet og i mellemtiden lånt dens misforståede monster til sine egne, mørke eventyrfortællinger. Nu realiserer han endelig sin drøm på Netflix’ regning efter at have sikret streaminggiganten en Oscar for bedste animerede film med Guillermo del Toro’s Pinocchio.

Resultatet er så storladent, gotisk og dekadent, som man kunne ønske sig. Med hjælp fra en hær af klodens bedste filmteknikere skaber instruktøren en dundrende flot fortidsverden med det ene ben i oplysningstidens aristokrati og det andet i rationalismens industri.

Handlingen er henlagt til årene efter kameraets opfindelse, hvor videnskaben langsomt fortrængte lægekunstens overtro, mens produktionsdesignet minutiøst og fantasifuldt låner fra raritetskabinetter, lægemanualer og eventyrillustrationer.

Alexandre Desplat spiller dramatikken op for fuldt filmorkester, mens danske Dan Laustsen leverer uforglemmelige billeder.

Manuskriptets vendepunkter knirker en smule, og for utålmodige sjæle kan spilletidens to en halv time være for meget af det gode. Men Frankenstein er ikke desto mindre en imponerende bedrift.