Frances Ha

Hollywood har stort set opgivet at lave film med kvindelige hovedpersoner, med mindre de er med Sandra Bullock eller Melissa McCarthy eller allerhelst begge to. Og faktisk er det næsten kun i franchises som Sex and the City og tv-programmer som HBO’s Girls, at man kommer ind under huden på kvindelige karakterer, der møder hverdagsproblemer med kærlighed, venskab og karriere.

Det er derfor fristende at lovprise Frances Ha for dens kønsvinkel alene, fordi der endelig her er en film, der modent og nuanceret skildrer kvindelig psykologi, og hvis heltinde ikke er en sexbombe, en offergjort lesbisk detektiv eller en rumvæsen-bekæmpende kriger.

Det er så bare flødeskum på lagkagen, at Frances Ha også er en smukt udført film med en vidunderlig hovedrollepræstation af indie-filmenes poster girl Greta Gerwig (der også har været med til at skrive manuskriptet) og elegant instruktion af Noah Baumbach (The Squid and the Whale, Greenberg).

Gerwig spiller Frances Halladay, der er en udsvævende, godtroende 27-årig, der – som en karakter i filmen bemærker – opfører sig yngre, end hun er. Hun er oprindeligt fra den pæne hvide overklasse i Sacramento i Californien, men har slået rod i Brooklyns hipster-kvarter. Her deler hun en lejlighed med sin bedste ven fra universitetet, Sophie (Mickey Sumner), som hun er meget mere loyal over for, end hun er over for sin kæreste Dan: Hun slår henslængt op med ham inden for filmens første kvarter.

Faktisk er Frances ikke dimitteret følelsesmæssigt fra universitetet, og hun har meget nemmere ved at håndtere den fnisende, pigede intimitet i sit venskab med Sophie end forholdet til mænd, selvom flere udviser romantisk interesse i hende.

Da Sophie får chancen for at flytte ind i en lejlighed i et bedre kvarter på Manhattan, dropper hun imidlertid Frances uden mange sekunders overvejelse. Og da Sophies forhold til kæresten bliver mere seriøst, hægtes Frances yderligere af. I resten af filmen flakker hun omkring og flytter rundt til forskellige adresser, først til en delt hybel med to rigmandssønner, siden til sofaen i en kollegas lejlighed, hvor Frances’ umodenhed kommer til fuldt flor i en tåkrummende smertelig middagsscene.

Efter en katastrofal solotur til Paris (med Hot Chocolates livlige 70’er-hit Everyone’s a Winner udsøgt ironisk på lydsiden) ender hun tilbage på sit gamle universitet, hvor hun hjælper ved informationsarrangementer til gengæld for en gratis seng.

Gerwig og instruktør Noah Baumbach mødtes, da de lavede Baumbachs mørke og bitre Greenberg med Ben Stiller, og de danner nu også par i virkeligheden. Frances Ha føles som deres filmiske kærlighedsbarn, boblende af begges kreative dna. Den har arvet Gerwigs sødme, hendes elskværdige, ungdommelige udstråling (Frances minder om hendes skrupforvirrede karakter i Joe Swanbergs Hannah Takes the Stairs). Og fra Baumbach skinner en spids flig af ubarmhjertighed igennem i filmens fornøjelse ved Frances’ serielle fejltrin og kejtethed. Ikke desto mindre er det suverænt Baumbachs mest muntre og kærlige film, om end man heller ikke kunne forestille sig noget mindre muntert end den ubønhørligt misantropiske Margot at the Wedding.

Filmen er skudt i nidkær sort-hvid, hvilket uundgåeligt bringer mindelser om Woody Allens Manhattan, men den føles samtidig meget nutidig i klipperytme og skuespillernes naturlige præstationer. Frances Ha har med andre ord potentialet til at blive en øjeblikkelig klassiker. Den er skæv, varm og sørgelig på alle de rigtige tidspunkter, og det værste, der kan siges om den, er, at den måske vil føles lidt for episodisk for nogens smag. Men det er samtidig netop pointen – den føles åben og dejligt uperfekt, nøjagtigt ligesom sin heltinde, hvis ufuldstændige navn på dørskiltet i det allersidste billede giver filmen sin titel.