Forhøret

Bjørn ankommer til retsmedicineren, hvor der lige er blevet indleveret et ungt kvindelig.

Hun er blevet stukket i hjertet med en kniv, men så kommer chokket: Det er Bjørns egen datter Christina, som ligger stendød og særdeles kold!

Han har haft en sporadisk kontakt med datteren, som brændte sit lys i begge ender med stoffer og sprut. Bjørn tror dog ikke på, at hun har begået selvmord. Så han styrter ud i byen for at opklare mordet på en lesbisk kvinde, der levede det vilde liv i grænselandet mellem overklassens lækre luksusliv og den grusomme forbryderverden med ludere og lommetyve.

Sådan begynder Christoffer Boes krimiserie Forhøret.

I løbet af otte afsnit på under en halv time hver – og fortælletiden fordelt over et døgn – går Bjørn fra forhør til forhør. I jagten på datterens formodede morder bliver strukturen mere privatdetektivgenren end politirutineroman.

Bjørn bliver i glimt ledsaget af datteren, der som et andet spøgelse følger sin far på hans vej, som på mange måder mere er adagio end action, mere talens staccato end glidende legato.

Vi får dog grader af tortur og en vild bilkørsel i natten. Det kommer endda til yderligere to drab ved vejs ende, mens handlingen flytter sig fra location til location: parkeringshuse, travbaner og luksusboliger.

De uroligt billedmættede og fermt indrammede afhøringer afskræller datterens liv som et løg med en mulig kerne og indre sandhed. Var hun et uskyldigt offer eller en underverdensprinsesse, som bestyrede en sortbørs på internettet?

Vi befinder os i den manierede politi- og gangsterverden, som vi kender fra genrens mestre: franske Jean-Pierre Melville og hans amerikanske elev, Michael Mann (Heat).

Sorte toner og dystre skæbner leveres i små afsnit af samtaler, der fører os videre til gådens løsning og historiens opløsning. Brudstykker bliver gradvist til et mønster, som dukker op til overfladen i en spillefilmlængde delt op i otte afsnit. På den måde forhales mysteriet.

Men kan spændingen fastholdes inciterende igennem denne kortvarige opdeling? Både-og.

Den kriminelle intrige er i sidste ende banal. Til gengæld er der samme sandsynlige logik som i en klassisk film noir tilsat den konfronterende afdækning af sagens akter blandt de mistænkte og involverede.

Og så hjælper det virkelig meget, at vi får en veritabel stjerneparade af tidens bedste danske skuespillere.

Først og fremmest gestaltes den blakkede og flossede, ret så usympatiske og rimeligt småpsykopatiske Bjørn overbevisende af Ulrich Thomsen med sin slumrende, vulkanske desperation. Han øver vold mod alle i sin fortvivlelse og faderligt dårlige samvittighed.

”Hun ville have en far og fik en hest,” siger Lars Mikkelsen dystert som dæmonisk filosofiprofessor med penge i travsport.

Nikolaj Lie Kaas er den skorpionagtige gangsterboss, som kan få folk fjernet med et fingerknips. Katrine Greis-Rosenthal er forførende som en femme fatale fra 40’ernes Hollywood. Og så har vi altid seværdige Trine Dyrholm som ekskonen, der ved mere, end hvad godt er.

Lars Ranthe er den lorne retsmediciner, mere sleben end sine skalpeller. Søren Malling den stovte politichef, der ligger i grænselandet mellem ven og fjende.

Således bliver hvert afsnit spændende i sig selv via prægtige skuespillerpræstationer. Ikke alle replikker af manuskriptforfatterne Jakob Weis og Christoffer Boe er lige heldige, og nogle afsnit er bedre end andre.

Men det ændrer ikke på, at Forhøret æstetisk set er den bedste danske krimiserie siden Ole Christian Madsens Edderkoppen fra 2000.