The Foreigner

Jackie Chan har aldrig været nogen stor skuespiller.

Men man skal være koldere end en kinesisk fisk for ikke at trække bare en smule på smilebåndet, når han fiser rundt i amerikanske actionkomedier som Rush Hour og Shanghai Noon.

Filmkunst er det ikke, men der er et smittende humør i den smidige kinamands møde med Vestens mærkelige kultur og mennesker.

I The Foreigner er der dog ikke så meget som optræk til smil på Chans ansigt. Der er heller ikke meget at grine af.

Han spiller en restaurantejer, der hedder Quan og bor i London. Quans datter omkommer i et terrorangreb udført af en gruppe, der kalder sig Det Autentiske IRA. Derfor er Jackie Chans vanlige, fjogede smil naturligt nok udskiftet med en stenbidt mine og tårer ned ad kinderne.

Det er næsten traumatisk at se den normalt storsmilende skuespiller med åbne sår på både krop og sjæl.

Et øjeblik når man at håbe på lidt meta-leg med Chans persona som usårlig kampsportsakrobat. Det gjorde Jean-Claude Van Damme jo med succes i krimikomedien JCVD.

Men så viser Quan sig at være tidligere elitesoldat og kaster sig ud i en jagt på hævn, som er gjort bedre mange gange de senere år – og med langt bedre skuespillere. Tænk bare på Liam Neeson i Taken, Denzel Washington i The Equalizer og Keanu Reeves i John Wick.

Det største problem i The Foreigner er dog ikke idéløst genbrug, som med enkelte justeringer kan fungere fint i en action-thriller. Nej, problemet er, at Chan degraderes til en birolle i sin egen film.

Et skarpere fokus af Martin Campbell, der har instrueret Bond-filmene Goldeneye og Casino Royale, kunne have reddet meget.

Instruktøren giver alt for megen plads til sin gamle 007, Pierce Brosnan, der spiller et tidligere IRA-medlem og nuværende minister, som Quan giver skyld for terrorangrebet.

Ambitionerne om at fortælle en politisk slagkraftig historie om konflikten mellem det engelske styre og irske oprørere i Nordirland kvæler Quans hævnfortælling. Man ville faktisk hellere have set Jackie Chan folde sig ud i en anderledes rolle, selv om han aldrig bliver en karakterskuespiller.

Også Pierce Brosnan forfalder til overspil, selv om han for en gangs skyld får lov at begå sig på sit modersmål: irsk. Det skyldes dog lige så meget manuskriptet, der giver hans minister Liam Hennessy den ene overdramatiske replik efter den anden.

The Foreigner bliver aldrig den cool, politiske thriller, som den gerne vil være. Og samtidig skader det den ellers til tider effektive action, som bliver sat til at spille andenviolin.

Man skal lige komme sig over, at Quan kun kommer i fysisk infight et par gange i løbet af filmen. Der går tre kvarter, inden han første gang må bruge næverne, og lige så lang tid, før han gør det igen.

Var han så bare blevet alvorligt mærket af de omgange. Men faktisk glider han trods skudsår ret nemt igennem, og man kommer aldrig i tvivl om, at Jackie nok skal klare ærterne.

Det visuelle er professionelt, pænt og nydeligt, men formår ikke at skabe hverken noir-stemning præget af dobbeltspil eller bombastisk action-tempo.

Også her sætter filmen sig mellem to stole.

Det er interessant tænkt at lave en film, hvor Jackie Chan forholder sig til sin alder på 63 år og erkendelsen af, at han nok ikke er action-stjernen fra fordums tid.

Men The Foreigner er bare ikke filmen, der gør det. En go’ gammeldags hævnfilm med den aldrende kineser havde været at foretrække.