Biografanmeldelse
25. sep. 2013
Flyvemaskiner
Marksprøjteflyvemaskinen Dusty Markhopper drømmer om at vinde Vinger Jorden Rundt-konkurrencen og få respekt og anerkendelse fra de skeptiske racerfly. Foto | Disney

Flyvemaskiner

Disney tørkoger nye boller på gammel suppe med Flyvemaskiner, der skal sælge mere plastikbras til de utallige børn, der ikke kan få nok af Biler.

Af Ida Rud

Visuelt og æstetisk befinder Disneys Flyvemaskiner sig i nøjagtigt samme univers som selskabets kæmpesucces Biler. Der er tale om en spin-off med antropomorfe transportmidler, der har øjne så store som møllehjul.

Historien griber også lystigt fra samme værktøjskasse som Biler – blot med omvendt fortegn.

Hvor den smarte, racer-storbybil Lynet McQueen i Biler ender med at finde ægte charme og venner i en primitiv hillbilly-by, handler Flyvemaskiner om en orange marksprøjteflyvemaskine, Dusty Markhopper. Han bor dér, hvor kragerne vender, og han drømmer om at blive racerflyver langt fra markens muld. Målet for ham er ægte venner blandt de smarte, skinnende flyvemaskiner, der ellers bare griner af den gødningsstinkende bonderøvsmaskine.

Dusty Markhopper har fløjet og loopet over de blidt bølgende marker for at kvalificere sig til den prestigefyldte konkurrence: Vinger Jorden Rundt. I kvalifikationsrunden imponerer han de skeptiske racerflyvere, og takket være en doping-diskvalifikation kommer han med i det store ræs.

Anden Verdenskrigs-veteranen Skipper indvilliger i at træne ham, og som en vaskeægte underdog bliver han både publikums og pressens favorit. Det huer dog ikke den tredobbelte vinder, Ripslinger, der er vant til at sole sig i opmærksomheden.

Med i konkurrencen er deltagere fra hele verden, og de forskellige nationaliteter er fordomsfyldt fremstillet – særligt Dustys kammerat, den farverige og dramatiske El Chupacabra fra Mexico, der er maskeklædt som en anden lucha libre-wrestler.

Der kommer dog også fine detaljer ud af stereotyperne, som når man i baggrunden ser engelske trækbiler stå og dyppe teposer i kopper. Traktorerne som Indiens hellige køer er kostelige!

Flyvemaskiner bevæger sig i højere luftlag, men udnytter ikke 3D-effekten til fulde. De flotte landskaber med bølgende bakker og disede bjerge har stor glæde af dybdefornemmelsen – men når nu filmen handler om et flyveræs, hvorfor er der så ikke lagt mere i den dramatiske udfoldelse af konkurrencens fem forskellige etaper?

Den sidste og mest nervepirrende omgang, hvor Dusty og Ripslinger mødes mano-a-mano, er inspireret af pod-ræset i Star Wars: Episode I, der trods sine fjorten år på bagen er mere mavesugsfremkaldende end her. Der skulle da ellers have været rig mulighed for at lave nogle fede og flotte flyforløb.

Den danske versionering føles gumpetung, og flere engelske udtryk – som ”those who can’t, teach” – er direkte oversat. De danske replikker er leveret forjaget og tenderer flere steder uforståeligt nonsens.

Biler blev en kæmpe merchandise-succes, og man kan ikke gå forbi en SFO eller børnehave uden at blive blændet af en trøje eller taske med det glinsende sølvlogo. Nu skal Flyvemaskiner sælge mere plastikbras til glade drenge og drengepiger. Hvis man er flyentusiast, er det sikkert sjovere at tage en tur til Flyvergrillen og se virkelighedens maskiner.

Land:
USA

År:
2013

Originaltitel:
Planes

Instruktør:
Klay Hall

Manuskript:
Jeffrey M. Howard

Engelske stemmer:
Dane Cook, Stacy Keach, Brad Garrett, Teri Hatcher, Val Kilmer, Anthony Edwards

Danske stemmer:
Simon Stenspil, Finn Storgaard, Michael Hasselflug, Lene Maria Christensen

Spilletid:
92 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
26. september 2013

Relevante artikler

Biografanmeldelse
29. aug. 2012
Modig

Modig

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
01. nov. 2025
It: Welcome to Derry

It: Welcome to Derry

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten