Flatliners

Det er et interessant spørgsmål: Hvad sker der efter døden? Det kunne sikkert blive til en god film.

Men Niels Arden Oplevs genindspilning af Flatliners fra 1990’erne er ikke en god film. Faktisk er den en af årets absolut kritiske bundskrabere i USA – hjemmesiden Rotten Tomatoes tæller blot fem procent positive anmeldelser. Nikolaj Arcels udskældte The Dark Tower kan bryste sig af ”hele” seksten procent.

Så meget for årets danske håb i udlandet. Men som med Arcels film er Flatliners bedre end sit rygte.

Handlingen er omtrent den samme som i originalen. Medicinstuderende giver hinanden hjertestop, venter et par minutter og giver så et stød med defibrillatoren. Her er det den ambitiøse Courtney (Ellen Page), der tager initiativ til dødslegen i håbet om faglig berømmelse.

Eller har hendes besættelse af livet efter døden noget at gøre med den bilulykke, vi ser i starten af filmen?

Courtney finder telefonen frem, mens hun kører med sin lillesøster, og et øjebliks uopmærksomhed ender med, at bilen laver en salto med halv skrue ud over en landevejsbro.

Uanset hvad lykkes det overraskende hurtigt Courtney at overtale sine medstuderende til at glemme lægeløftet og dræbe hende, og da hun vågner, har hun fotografisk hukommelse og energi som en Duracell-kanin. Hun bager brød midt om natten, spiller fejlfrit klaver og kan svaret på alle professorens spørgsmål.

Gad vide, hvorfor almindelige patienter ikke får superkræfter, når de bliver genoplivet.

Hendes medsammensvorne vil selvfølgelig opleve samme dødsrus, men behandlingen viser sig at have uheldige bivirkninger. Vennerne mister fatningen, de ser syner og bliver hjemsøgt af deres egen, dårlige samvittighed.

Det er omtrent her, filmen knækker. Lige så meget en film kan vinde på de sidste tyve minutter, lige så meget kan den tabe på gulvet, og gysermekanikken fjerner al den dødsfascination, der ellers lod til at være kernen i historien.

Pludselig drejer det hele sig om spøgelser og hallucinationer og bedagede jump scares. Det er filmen simpelthen ikke uhyggelig nok til at slippe af sted med.

Flatliners er en sammensat oplevelse.

På den ene side er den godt håndværk, både af Oplevs sædvanlige hold af samarbejdspartnere – heriblandt produktionsdesigner Niels Sejer og fotograf Erik Kress – og især af instruktøren selv.

Niels Arden Oplev har eftertrykkeligt bevist, at han kan håndtere en thriller. Portland, Rejseholdet, Mænd der hader kvinder og den amerikanske successerie Mr. Robot vidner om en såvel rutineret som opfindsom spændingsmager.

Men det er svært at blive bange på vegne af så dybt uengagerende karakterer. Det er mest af alt manuskriptet, der sænker skuden.

Fra den søgte præmis for eksperimentet over de klodsede samtaler til den idiotiske slutning føles det, som om manuskriptforfatteren Ben Ripley bare har skrevet et eller andet for at få styr på strukturen, mens han ledte efter en bedre idé.

Ellen Page er en virkelig dygtig skuespiller, men der er ikke meget kød på rollen som den skyldsplagede Courtney.

Og der er ikke meget mere substans i resten af vennegruppen, der hver har fået et par karaktertræk, uden at det gør dem til ægte mennesker.

Der er den 25-årige stræber, som stadig bor hos sin mor. Der er den selvfede pretty boy, som drømmer om et liv som kendis-kirurg i Hollywood. Og der er de forbudte gnister mellem den rige pige og arbejderfyren med jord under neglene.

Og hvorfor hyre Kiefer Sutherland til genindspilningen, hvis han ikke skal spille samme karakter som i originalen?

Flatliners er fuld af dårlige valg, men Niels Arden Oplev har også tilpas meget overblik til, at hans andet forsøg på en amerikansk spillefilm ikke som helhed er decideret dårlig.

Den er bare virkelig kedelig. Og så kommer det næsten ud på ét.