Fjerkongens rige

Da lille Johans mor blev syg og døde, efterlod hun ham og hans far i dyb sorg. De omskrev døden til, at hun var "taget af Fjerkongen" og nu befinder sig et sted i et rige, de ikke kan nå. Men det er ikke godt nok for Johan. 

Han vil ikke opgive sin mor og trodser derfor naturlovene – og reglerne for filmens mytologi. Han finder en vej til Fjerkongens rige og bringer dermed alt ud af balance.

Der hviler en tung stemning over Esben Toft Jacobsens anden lange tegnefilm. Den handler nemlig om død, savn og længsel – og om en rejse til en lille drengs helt personlige udgave af dødsriget, der tilhører den legendariske Fjerkonge og bestyres af sære væsener. De egentlige indbyggere, de døde, savner deres efterladte lige så meget, som de selv er savnede.

Døden optræder i de fleste børns bevidsthed meget tidligt, uanset hvor meget man end forsøger at skærme dem mod det uundgåelige. Børn, der har blot en smule fantasi, drømmer om at møde afdøde bedsteforældre eller spekulerer på, hvordan der er på den anden side. 

Så selvom døden er et overvejende trist og ubehageligt emne for voksne, er den for mange børn en håndgribelig virkelighed, som de forsøger at finde plads til i deres indre kort over tilværelsen og universet.

Med det in mente er det helt logisk at lave en spillefilm om et barn, der trodser reglerne og det gængse virkelighedsbillede ved at opsøge sin afdøde mor. Det er en rejse, der aldrig kan få en klassisk happy ending, men som til gengæld handler om at forlige sig med realiteterne og tillade sig at udleve både sorg og længsel. Det er smukt og enkelt tænkt. 

Og når Toft Jacobsen samtidig befolker sin film med alle slags fabeldyr, der tænker og taler som en blanding af Alice i Eventyrland og Rasmus Klump, lykkes det ham at skabe et univers, der er et ocean af mere eller mindre håndgribe- lige og meget påtrængende følelser.

For mange voksne vil Fjerkongens rige være en ret ubehagelig oplevelse, til tider angstfremkaldende, til tider deprimerende. Den tunge stemning er næsten umulig at ryste af sig, og Toft Jacobsen er ganske nådesløs i sin utrættelige holden fast i, at det hele skal med. Og der skal ikke være nemme afstikkere, der kan få os til glemme, hvad det handler om.

Men det betyder ikke, at den vil have samme effekt på de børn, den først og fremmest henvender sig til. Mange af dem vil formentlig more sig over dette sære eventyr og glæde sig over mødet med den afdøde mor, der med flid har gemt alle de flaskeposter, hendes efterladte søn har sendt hende. De fylder en hel væg, og det er næsten ikke til at holde ud.

Vi har med andre ord at gøre med noget så sjældent som en børnefilm, der nærmest er uegnet for voksne – eller i hvert fald ikke bør ses af voksne alene. For stemningen af død og sorg er så trøstesløs, at den ensomme voksne tilskuer vil vandre ud af biografmørket i en tilstand af mismod. 

Og det på trods af Toft Jacobsens smukke billeder, de originale og meget særprægede figurdesigns og en animationsteknik, der bevæger sig i et fascinerende grænseland mellem forskellige animationsformer og -stilarter.

Med Fjerkongens rige har Esben Toft Jacobsen haft mod til at skabe en meget personlig film, der givetvis får svært ved at finde det store, brede publikum i den magiske første weekend i biograferne. Til gengæld vil den med sikkerhed gøre indtryk på alle, der ser den – omend en del af indtrykket er alt andet end opmuntrende.