Fist Fight

Gangsta-rapperen Ice Cube er en habil skuespiller, der har vist sit værd i både Boyz N the Hood og Three Kings, men ellers tiltrækkes af lettere, mere komiske roller.

Rollen som hidsig gymnasielærer i Fist Fight hører til i den sidste kategori. Men han gør det så helhjertet, at hans frustration over latterlige skoleelever og feje kollegaer er troværdig og fornøjelig at se på.

Men han – og manuskriptforfatterne? – kan ikke dy sig.

”Fuck tha police!”

Han skal lige fyre den oneliner af og dermed skampule sit store hit fra N.W.A. – den trendsættende hiphopgruppe fra 80’erne, som han var medlem af.

Fra at have været en væsentlig protestsang mod politiets vold mod sorte, er det nu en plat joke.

Fist Fight er ellers en tilfredsstillende film med en god portion latterfremkaldende scener.

Den tweedklædte engelsklærer Andy Campbell (Charlie Day) er bange for at miste sit job på sidste skoledag inden sommerferien. Der er nemlig varslet fyringer på grund af nedskæringer. En meget aktuel problemstilling.

Fordi det er sidste skoledag, går 3.g’erne amok med grove løjer. Skolegangene er fyldt med fælder og en hest på stoffer, og klasselokalerne kammer over af umulige elever.

Det ene fører til det andet, og Andy Campbell kommer til at sladre om sin kontante kollega Strickland (Ice Cube), så sidstnævnte bliver fyret. Det bliver han med rette pissesur over, især fordi Andy er så svag og illoyal. Så han erklærer, at han vil give ham tæsk på parkeringspladsen, når undervisningen er forbi.

Splejsen Andy prøver med varierende held at undgå slåskampen, men det er selvfølgelig uundgåeligt. Og det bliver en af de mest troværdige slå-på-tæven-scener, der længe er set på film. Tilmed flot fotograferet.

Det er også forfriskende, at lærerne – ikke eleverne – er i fokus. Og de er lige så åndssvage som teenagerne, bare med den voksnes bekymringer i form af børn, jobangst og dårlig økonomi.

Hvis man sammenligner med danske komedier, der ikke har fungeret på det seneste, er forskellen tankevækkende.

For det første er det en smaddersympatisk hovedrolle. Andy er bare en sød, normal fyr. Ja, han sladrer om sin kollega, men han har en gravid kone, og han er desperat efter at beholde sit job – koste hvad det vil. Og han er underhunden, der lærer at bide fra sig, og det er altid rart at holde med sådan én som ham.

For det andet er der en god morale.

På det personlige plan handler det om at stole på sit eget værd, sige fra og stå sammen, mens det på et højere, politisk plan handler om, at lærere er en væsentlig ressource, og skoler og gymnasier er et virkelig dumt sted at spare!

For det tredje er den klamme, upassende opførsel, som nu til dags tilsyneladende er en uundgåelig komedie-ingrediens, henlagt til en birolle. Den umiddelbart uskyldigt udseende skolevejleder Holly (Jillian Bell) er bag sit lyserøde ydre en bundpervers, moralsk forskruet og stofglad særling.

I danske film er hovedpersonerne ulækre, og så kommer det til at fylde for meget.

Det platte bliver samtidig parret med nogle skønne, absurde scener – som når den kyniske rektor, der spilles med sadistisk overskud af Dean Norris, hele dagen følges af et begejstret mariachiband. Det er eleverne, der har sørget for den spøg på deres sidste skoledag.

Lærerne beundrer i det skjulte elevernes kreativitet, men begræder også, at de ikke har udvist samme iver i forhold til deres skolegang.

Desværre er Charlie Day ikke egnet til at have en hovedrolle. Hans særkende – at være hurtigsnakkende med lys klynkestemme – bliver i længden enerverende.

Men så er det jo godt, at filmen kun varer halvanden time, og at der er en fed energi i manuskriptet og klipningen, så tiden går fornøjeligt hurtigt.