Biografanmeldelse
22. feb. 2017
Fist Fight
Normalt er slåskampe noget, lærere prøver at undgå på gymnasierne. Men når sladrehanken Andy (Charlie Day, th.) får sin kollega (Ice Cube) fyret, så kommer næverne i brug. Foto | Bob Mahoney

Fist Fight

Letfordøjelig amerikansk komedie er ligaer over de danske komedier. En sympatisk hovedrolle og noget på hjerte er vejen til god underholdning.

Af Ida Rud

Gangsta-rapperen Ice Cube er en habil skuespiller, der har vist sit værd i både Boyz N the Hood og Three Kings, men ellers tiltrækkes af lettere, mere komiske roller.

Rollen som hidsig gymnasielærer i Fist Fight hører til i den sidste kategori. Men han gør det så helhjertet, at hans frustration over latterlige skoleelever og feje kollegaer er troværdig og fornøjelig at se på.

Men han – og manuskriptforfatterne? – kan ikke dy sig.

”Fuck tha police!”

Han skal lige fyre den oneliner af og dermed skampule sit store hit fra N.W.A. – den trendsættende hiphopgruppe fra 80’erne, som han var medlem af.

Fra at have været en væsentlig protestsang mod politiets vold mod sorte, er det nu en plat joke.

Fist Fight er ellers en tilfredsstillende film med en god portion latterfremkaldende scener.

Den tweedklædte engelsklærer Andy Campbell (Charlie Day) er bange for at miste sit job på sidste skoledag inden sommerferien. Der er nemlig varslet fyringer på grund af nedskæringer. En meget aktuel problemstilling.

Fordi det er sidste skoledag, går 3.g’erne amok med grove løjer. Skolegangene er fyldt med fælder og en hest på stoffer, og klasselokalerne kammer over af umulige elever.

Det ene fører til det andet, og Andy Campbell kommer til at sladre om sin kontante kollega Strickland (Ice Cube), så sidstnævnte bliver fyret. Det bliver han med rette pissesur over, især fordi Andy er så svag og illoyal. Så han erklærer, at han vil give ham tæsk på parkeringspladsen, når undervisningen er forbi.

Splejsen Andy prøver med varierende held at undgå slåskampen, men det er selvfølgelig uundgåeligt. Og det bliver en af de mest troværdige slå-på-tæven-scener, der længe er set på film. Tilmed flot fotograferet.

Det er også forfriskende, at lærerne – ikke eleverne – er i fokus. Og de er lige så åndssvage som teenagerne, bare med den voksnes bekymringer i form af børn, jobangst og dårlig økonomi.

Hvis man sammenligner med danske komedier, der ikke har fungeret på det seneste, er forskellen tankevækkende.

For det første er det en smaddersympatisk hovedrolle. Andy er bare en sød, normal fyr. Ja, han sladrer om sin kollega, men han har en gravid kone, og han er desperat efter at beholde sit job – koste hvad det vil. Og han er underhunden, der lærer at bide fra sig, og det er altid rart at holde med sådan én som ham.

For det andet er der en god morale.

På det personlige plan handler det om at stole på sit eget værd, sige fra og stå sammen, mens det på et højere, politisk plan handler om, at lærere er en væsentlig ressource, og skoler og gymnasier er et virkelig dumt sted at spare!

For det tredje er den klamme, upassende opførsel, som nu til dags tilsyneladende er en uundgåelig komedie-ingrediens, henlagt til en birolle. Den umiddelbart uskyldigt udseende skolevejleder Holly (Jillian Bell) er bag sit lyserøde ydre en bundpervers, moralsk forskruet og stofglad særling.

I danske film er hovedpersonerne ulækre, og så kommer det til at fylde for meget.

Det platte bliver samtidig parret med nogle skønne, absurde scener – som når den kyniske rektor, der spilles med sadistisk overskud af Dean Norris, hele dagen følges af et begejstret mariachiband. Det er eleverne, der har sørget for den spøg på deres sidste skoledag.

Lærerne beundrer i det skjulte elevernes kreativitet, men begræder også, at de ikke har udvist samme iver i forhold til deres skolegang.

Desværre er Charlie Day ikke egnet til at have en hovedrolle. Hans særkende – at være hurtigsnakkende med lys klynkestemme – bliver i længden enerverende.

Men så er det jo godt, at filmen kun varer halvanden time, og at der er en fed energi i manuskriptet og klipningen, så tiden går fornøjeligt hurtigt.

Titel:
Fist Fight

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Richie Keen

Manuskript:
Van Robichaux, Evan Susser

Medvirkende:
Charlie Day, Ice Cube, Jillian Bell, Tracy Morgan

Spilletid:
91 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
23. februar

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
01. nov. 2025
It: Welcome to Derry

It: Welcome to Derry

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten