Filmtyven

Samay er søn af en tesælger i en lille stationsby i det nordvestlige Indien. Da hans far tager familien med i biografen, bliver Samay forelsket, og fra den dag af tænker han kun på film.

Han slår en handel af med operatøren, og snart pjækker Samay fra skole for at sidde ved fremviseren og kigge med.

Alt, hvad han lærer i operatørrummet, tager han med hjem til sin landsby. Her forsøger han sammen med sine venner at skabe en hemmelig biograf. Drengene har nemlig opdaget, at de tog, der stopper i byen, ofte medbringer ruller med film til de regionale biografer.

Når Filmtyven lykkes, er den en virkelig fantastisk oplevelse af uforfalsket magi.

De mest interessante sekvenser er dem, hvor Samay og hans fem venner – a la filmens pionerer i 1880’erne og 1890’erne – eksperimenterer med lysindfald, spejle, mors hvide sari som lærred og en gammel symaskine for at skabe en filmfremviser fra bunden.

Det resulterer i meget smukke billeder, men fremstillingen er også relativt historisk og teknisk korrekt, uden at det bliver kedeligt.

Samay – der spilles overbevisende af Bhavin Rabari – er et skønt bekendtskab. Han besidder et barns nysgerrighed og begejstring, samtidig med at han har en koncentrationsevne og flair for logisk tænkning, der langt overstiger de fleste voksnes.

Selv om Filmtyven peger over 120 år tilbage i tiden, foregår den omkring 2010. Naturligvis kommer digitaliseringen og truer de gamle filmstrimler.

Samay følger en gammel filmfremviser til en genbrugsstation i en nærliggende storby. Her opdager han til sin store skræk, hvad der sker med metaldele, spoler og celluloid, når det genanvendes til varer, og man ikke længere kan se Bollywood-ikonet Shah Rukh Khan!

Der er ikke overraskende en del smukt kameraarbejde, hvor især farver bruges ekspressivt. Musikken er hentet fra andre værker, hvorfra der også vises scener.

Jo bedre kendskab til indisk filmhistorie, jo mere interessant bliver Filmtyven. Man behøver dog ikke forstå alle referencer for at nyde oplevelsen, der leder tankerne hen på den italienske klassiker Cinema Paradiso.

Desværre tør instruktør Pan Nalin ikke stole på, at den oprigtige kærlighedserklæring til mediet er nok.

Så det kommer også til at handle om Samays forhold til forældrene. Faren mener ikke, at deres kaste skal nedlade sig til at lave film, mens han selv er ulykkelig over sin skæbne som tesælger ved togstationen. Samay interesserer sig ikke for farens idealer, hvilket fører en del konflikter med sig.

Moren er omvendt det kærlige centrum, der dæmper skærmydslerne, serverer vidunderligt udseende mad og altid ser smuk ud. Det bliver lidt for meget af det gode, og forløsningen af Samays familieforhold hen mod slutningen er forudsigelig.

Både Samay og tilskueren er langt mere engageret, når en filmrulle bliver destrueret, end når faren igen er sur.

Resultatet er en vekslen mellem perfektion og træghed, der er skønhedspletten på en ellers magisk tur i biografen.