Fifty Shades of Black

Spoof-filmen, der parodierer et værk eller en genre, er undervurderet og ofte udskældt genre. En god spoof-film er ikke bare en ondsindet pastiche. Den udnytter genreforventninger, stereotyper og popkulturelle fællesreferencer til både at skabe komiske øjeblikke og lange stikpiller til publikum såvel som samfund.

Engang var Marlon Wayans kongen af spoof. Det var i de glade nullere, der bragte os Scary Movie-franchisen og en række andre forglemmeligheder. Nu har han altså kastet sig over bondage-eventyret Fifty Shades of Grey. En film, man ellers skulle mene, var fjollet nok i sig selv.

Det er et år siden, første del af den erotiske saga havde premiere i danske biografer, og med verdenspressens frydefuldt skamløse dækning af stort set alle aspekter af fænomenet, kan man spørge sig selv, om parodien i virkeligheden ikke er lidt sent på den? Har vi ikke efterhånden tærsket den hest ihjel?

Fifty Shades of Black overbeviser i hvert fald ikke om det modsatte. Filmen holder sig nogenlunde til originalen, og har man set forlægget, vil man sandsynligvis finde en vis tilfredsstillelse i at se nogle af de mere absurde scener og usandsynligheder nådesløst udstillet.

Wayans-navnet er garant for pik og patter, bræk og lort, falde på halen og få hovedet i klemme i elevatordøren-humor, og fra første sekund skydes der med spredehagl mod alt fra R&B-sangeren The Weeknd, promiskuøse white trash-piger, rige hvide, der adopterer underprivilegerede, farvede børn og gudhjælpemig både Whiplash og Magic Mike i et par ærligt talt lidt forældede referencer, der igen giver følelsen af, at parodien er minimum et halvt år for sent på den.

Der er et par grin imellem og et par halvgode scener, som sagtens ville kunne gå an i Saturday Night Live. Som når den mystiske, ældre kvinde i Christian Blacks fortid viser sig at være mindre Mrs. Robinson og mere J.K. Simmons i bedstemorklæder, komplet med lussinger og frådende ond verbal nedgørelse.

Men et sted mellem alle de kunstige kønsdele og den overgearede mimik lader Fifty Shades of Black faktisk også til at have noget på hjerte. Stærkest står filmen, når den forsøger at vende forlæggets hyper-heteronormative kønsroller på hovedet. Den uskyldige collegepige Ana Steele/Hannah Steale (Kali Hawk) genfortolkes som en sassy black woman, mens Wayans med total mangel på forfængelighed piller Christian Blacks selvhøjtidelige fantasimonster fra hinanden.

Bevares, man kan indvende, at filmen med sit budskab om, at en stærk, sort kvinde aldrig finder sig i dét pis, blot erstatter en kliché med en anden, men beslutningen om at give magten tilbage til den underdanige Ana/Hannah er ikke desto mindre forfriskende. Samtidig er filmen heller ikke bange for at give referencer til den amerikanske slavehistorie og de utallige Oscar-kandidater om samme emne.

Netop Oscar har just afstedkommet endnu en heftig debat om race i Hollywood. Det havde man næppe forudset, da man påbegyndte denne genindspilning af en kridhvid blockbuster med afroamerikanske skuespillere i hovedrollerne, men timingen er ikke desto mindre upåklagelig. Det er bare en skam, at man ikke stoler nok på sit publikum til for alvor at tage fat, hvor det gør ondt.

Problemet er, at filmen ikke rigtigt ved, hvad den vil. Samfundssatiren ulmer under overfladen, men kun i enkelte glimt, før vi er tilbage ved den programsatte, trygge lagkagekomik, som vi efterhånden har set tusind gange før.

Selv om nogle af forsøgene på at twiste vores fordomme om race og køn fungerer, falder andre tungt til jorden. Enten fordi de er for letkøbte, eller fordi de ikke går langt nok. Særligt kan man ærgre sig over, at Jane Seymours rolle som den racistiske adoptivmor, bevæbnet med strømpistol og passiv-aggressive svinere, aldrig rigtigt bliver problematiseret på samme måde som magtforholdet mellem vores to hovedpersoner.