The Fifth Estate

Der er tre ting, der afslører en thriller som gennemsnitlig på linje med Horsens’ fodboldhold og leverpostej på rugbrød:

1. En plakat delt op i to-tre separate billeder, der med kolde farver og målrettede ansigtsudtryk skal give indtryk af spænding og højt tempo.

2. En lydside konstant pumpende af upersonlige elektro-rytmer.

3. En dialog, der indimellem foregår på engelsk med udenlandsk accent, for eksempel tysk, selvom det er tyskere, der snakker med hinanden, tilmed i Tyskland.

The Fifth Estate kan sætte flueben ved alle tre felter, og det er mere end gennemsnitligt ærgerligt, fordi dens udgangspunkt på så mange måder hæver sig over gennemsnittet.

Det er nemlig den første fiktionsfilm, der går i kødet på websitet WikiLeaks og de opsigtsvækkende skandaler, der fulgte i dens kølvand. Alt sammen forårsaget af én person, der med sin blanding af storsnudet arrogance og kompromisløs idealisme er gådefuldt fascinerende: Australske Julian Assange.

Julian Assange inkarnerer en vigtig del af vores nyere, digitale mediehistorie: informationens frie tilgængelighed og nørderne som en ny magtelite.

Men hvis man havde sat næsen op efter en moderne pendant til Citizen Kane, der gjorde bladkongen William Randolph Hearst til inkarnationen af massemediernes tidsalder, bliver man slemt skuffet.

The Fifth Estate er ikke Assanges historie og ikke en film, han for alvor vil føle sig ramt af på samme måde, som Hearst blev det af Orsons Welles’ mesterværk.

Filmen bygger primært på Assanges tidligere makker, tyskeren Daniel Domscheit-Bergs bog, Inside WikiLeaks: My Time with Julian Assange at the World’s Most Dangerous Website, der blandt andet beskriver, hvordan Assange bliver mere og mere kynisk og utilnærmelig, mens Domscheit-Berg selv rider moralens høje hest.

Filmen er da også fortalt primært fra Domscheit-Bergs perspektiv. Fra hans første møde med Assange under en konference for computernørder og frem mod WikiLeaks’ helt store gennembrud, lækken af videoen Collateral Murder, der viser, hvordan amerikanske soldater brutalt nedskyder civile Reuters-reportere i Irak.

Domscheit-Berg er en almindelig, sympatisk it-nørd, der bliver draget af den idealisme og de visioner, der vælter ud af munden på den hovne og socialt akavede Assange. Australieren har for længst grundlagt WikiLeaks, da de mødes, og han er det ustoppelige kraftcentrum, der får tingene til at ske.

Filmen er ikke et karaktermord på Assange, og den viser mennesket bag manden med flashbacks og referencer til hans hårde barndom (hans mor blev kæreste med et psykopatisk kultmedlem), godt tilvejebragt af Benedict Cumberbatch særegne dobbeltspil af kulde og charme.

Alligevel udvikler filmen – instrueret af Bill Condon (Dreamgirls, Twilight) – sig mere og mere til et banaliserende portræt af Assange. WikiLeaks-lederen beskrives som en forfængelig egocentriker, der svigter sine meget mere hjertelige medsammensvorne og skånselsløst lader hånt om konsekvenserne af de læk, han baner vejen for.

Hans overdrivelser af, hvor mange frivillige organisationen har, er noget af det, der betones kraftigt (flot formidlet i filmens centrale, vellykkede visuelle metafor for det digitale fællesskab, et uendeligt stort kontorlandskab). Men man må nødvendigvis spørge, om det ikke er Domscheit-Berg og de øvrige i flokken, der overvurderer deres betydning. Uden Assange – allerede fra barnsben genial hacker – intet WikiLeaks.

Det er et velkendt filmtrick at belyse store personligheder gennem øjnene på mere ordinære sjæle i deres nærhed (The Last King of Scotland, My Week with Marilyn, Hyde Park on Hudson, for at nævne et par af de nyere).

Men her virker perspektivet forvredet.

Assange er stadig mod slutningen af filmen en gåde, og historien udfolder sig med en meget ydre beskrivelse af begivenhederne gennem en længere række sidespor – hvordan den amerikanske regerings sikkerhedsrådgivere reagerer på WikiLeaks, hvordan Domscheit-Bergs kæreste skrider, og hvordan kontakten til The Guardian, der samarbejdede med WikiLeaks om de lækkede militærdokumenter fra Bradley Manning, kom i stand.

Men der er ikke en samlet tråd i fortællingen, og selvom filmen bruger en masse kræfter på at tale om WikiLeaks og Assanges’ betydning, kommer den alligevel til at negligere den. Nemlig ved at gøre den til brikker i en spændings-metervare, der lige så godt kunne have handlet om alt muligt andet.

I det kommende nummer af Ekko (på gaden 13. november) kan man læse et stort essay af Henrik Føhns, der selv har mødt Assange flere gange, samt interview med Benedict Cumberbatch.