Feud: Capote vs. The Swans

Forfatteren Truman Capote blev berømt som et vidunderbarn inden for amerikansk litteratur.

I en alder af blot 24 år i 1948 brød han igennem med sin første roman, Nye stemmer, nye steder, som handler om det svale liv i sydstaterne samt en ung mands spirende homoseksualitet.

Så gik det slag i slag med berømmelsen.

Capote blev en stjerne i New Yorks society, både som sædeskildrer og salonløve. Efter succeser såsom romanen Holly (1958), nok mest kendt i dag som filmatiseringen med Audrey Hepburn Breakfast at Tiffany’s, og hans true crime-roman Med koldt blod (1966) fik Capote ambitioner om at blive sin nations svar på Marcel Proust.

Han ville skildre sin tids overklasse på samme måde som den franske forfatter. Et aristokratis elegiske svanesang strikket ind i sporet af en svunden tid.

Projektet skulle være romanen Besvarede bønner, som ikke blev færdig i forfatterens levetid. Capote dør af druk i 1984, 60 år gammel. Undervejs udkommer fragmenter af romanen i magasinform, hvor han i meget lidt skjult form hudfletter sin omgangskreds af overklassekvinder, deres ægteskabelige dobbeltmoral, elegante etikette og dekadente dekorum.

De følte sig forrådt og forkastede Capote som en del af det gode selskab. Forfatterens svaner fordrev ham ud af High Society.

Det er i korte træk handlingen i Feud: Capote vs. The Swans. Historien om en fejde, som begynder i 1965 og eskalerer, indtil Truman Capote dør små tyve år senere i 1984.

Han kom sig aldrig over bruddet med denne klike af overklassekvinder, han ligesom Marcel Proust skulle bruge som byggeklodser til sit hovedværk, en sædeskildrende gobelin af tidernes skift og sædvaners flygtighed.

Men mon ikke amerikaneren mere var en begavet sladderhank og mindre en visuel kunstner som franskmanden? Mere et offer for at ville være på for enhver pris.

Proust trak sig ud af sit selskabsliv for at kunne gestalte det til kunst. Capote kunne ikke leve uden for det mondæne liv med højt til loftet, smukke mennesker og fri bar.

Feud: Capote vs. The Swans giver et kompliceret portræt af Capote. Britiske Tom Hollander spiller forfatteren med en irriterende arrogance, håndled mere end løse og et sprog med læspende vokaler. Hollander gør ham til en manieret og megaloman personlighed med en overgearet pendling mellem det melodramatiske, det morsomme og det vitterligt tragiske.

Omkring sig har Capote mondæne kvinder som går op i mode og manerer. Naomi Watts spiller hjerteveninden Babe Paley, som er den mest perfekte af alle disse friller med frisure støbt i hårspray, asfalteret makeup og kæderygende, indtil hun dør af lungekræft.

Diane Lane er slangen i paradis som Slim Keith, engang gift med instruktøren Howard Hawks. Hun er den slesk strategiske nedbryder af Capotes regimente, mens hun boller ved siden af med bedstevenindens ægtemand.

Demi Moore gestalter den stakkels Ann Woodward, som begik selvmord, efter Capote påstod, at hun havde myrdet sin mand. Så er der Chloë Sevigny som selskabsløvinden C. Z. Guest og Molly Ringwald som Joanne Carson, Capotes trofasteste veninde, som stod ved hans side til den allersidste sjus.

Alle er fremragende.

Første sæson af Feud drejede sig om det ligegyldige, men underholdende slagsmål mellem Joan Crawford og Betty Davis.

Her er der anderledes boller på suppen. Forfatteren, der er spionen inde i varmen, men kommer ud i kulden, når han skriver om det, han ser.

Det er fejende flot iscenesat med rapkæftede og raffinerede replikker og galant atmosfære af den glamour, der omgav New Yorks overklasse engang. Og tredje afsnit med Capotes famøse sort-hvide maskebal i 1966 er hele historien værd.

Kort sagt er Feud: Capote vs The Swans en dødsmesse for en kålhøgen Capote, som siden mere og mere pinligt patetisk forsøger at komme op på den gyldne hest i svanernes stald. Men forfængelighedens marked er også forgængelighedens kirkegård.