Cph:Dox 2019
20. mar. 2019
Ferrante Fever
Trods enorm succes er det lykkedes italienske Elena Ferrante at forblive anonym. Dokumentarfilm forsøger alligevel at blive klogere på forfatteren. Foto | Malìa

Ferrante Fever

Den verdensberømte og anonyme forfatter Elena Ferrante bliver analyseret i dokumentar, der for ofte ender i kaskader af banaliteter.

Af Bo Tao Michaëlis

Den italienske forfatter Elena Ferrante har henført læsere over hele verden, selv om ingen af dem ved, hvem hun egentlig er.

Hun fastholder en anonymitet grænsende til det maniske og manierede, men ret skal være ret ud fra litterære og filosofiske overvejelser.

Det er for så vidt den overvejende kerne og det gennemgående motiv for den 60 minutter lange dokumentar: Ferrante Fever.

Filmen er delikat sat op med interviews, animerede og tegnede vignetter fra hendes bøger samt klip fra de ikke så få filmatiseringer. Det er alt sammen iscenesat med fotograferet sans for forfatterens fragmenterede og flimrende stil og krydret med det, man ved om hendes personlige liv fra bogen Frantumaglia. Mit liv i ordene.

Vi lægger ud med en meget henrykket Hillary Clinton, dernæst læsere og forlæggere i New York. Den amerikanske storby er epicenteret for Ferrantes virale berømmelse, som har grebet verden og sågar gjort den ukendte kvinde til af de 100 mest indflydelsesrige af slagsen.

I USA er der ingen ende på hendes fanskare, der indbefatter forfatterkolleger som Jonathan Franzen og Elizabeth Strout.

Men da filmen er italiensk instrueret og produceret, pendler vi mellem den optændte amerikanske entusiasme og den mere nøgterne italienske analyse. Vi skal således ind over den miniskandale, der opstod, da hun delvis på grund af sin anonymitet ikke fik Italiens fornemme Strega-pris.

Uddelingen er nemlig et udstyrsstykke med forfattere som popstjerner, men intet kan få Ferrante ud af sit skjul. Hun vil være den ukendte forfatter, der er fri for forlagsmæssig branding og markedsføring.

Men ærlig talt er Ferrante Fever en lang stortromme for forfatterens bøger som mystiske og enigmatiske, netop fordi vi ved så lidt om hende!

Amerikanerne går til mysteriets makroner med en ordrig iver, som nærmest sprænger signalementets påståede seriøse intention.

Undtagelsen er hendes amerikanske oversætter Ann Goldstein og dennes arbejde med forfatterskabets sprog og tematik.

Forfatteren Jonathan Franzen sidder med spredte ben og kommer med spredte kommentarer om hendes bøger. De består mest af pittoreske almindeligheder akkompagneret af hans misundelse over, at hun slipper for bogmesser, signering i boghandler og middage med læsere.

I Italien kommer der til gengæld lidt mere kød på bordet om motivkredsene i hendes bøger. Den litterære læsning er øjensynligt lidt mere fremme på den europæiske side af fanklubben.

Her får vi at vide, at mor-datter-forhold er gennemgående i forfatterens bøger. Vi hører om motiver som italiensk (kvinde)historie, skæbne med stort S og konstruerede familierelationer. Interessant nok skriver Ferrante sig op imod russeren Tolstojs famøse udsagn om, at alle lykkelige familier ligner hinanden, når hun fortæller sine historier i byerne Torino og navnlig Napoli.

De nationale forskelle skaber en alt for stærk slagside mellem den amerikanske og italienske del af filmen. Først snakkes der løs i kaskader af banaliteter og superlativer, med hyppig brug af modeordene ”autenticitet” og ”identitet”, mens latinerne forsøger at artikulere hendes romaners signifikante lødighed.

Men portrættet giver os aldrig et sammenhængende struktureret resume eller en egentlig præsentation af forfatterskabet.

Selv om Fever Ferrante aldrig er uvedkommende, bliver det alligevel alt for indspist – som et møde i et menighedsråd.

For ikke indviede læsere er filmen som at ankomme til en fasttømret læsekreds uden at have læst sine lektier. Men hvorom alting er, har Elena Ferrante kunnet gennemføre at blive kendt udelukkende på sine historier.

Alligevel er litteraten Roland Barthes’ gamle ord om, at forfatteren er død, stærkt overdrevne.

Titel:
Ferrante Fever

Land:
Italien, Frankrig

År:
2017

Instruktør:
Giacomo Durzi

Manuskript:
Laura Buffoni, Giacomo Durzi

Medvirkende:
Jonathan Franzen, Ann Goldstein, Roberto Saviano

Spilletid:
72 minutter

Premiere:
20. marts i Valby Kino og Den Sorte Diamant med flere visninger under Cph:Dox

Relevante artikler

Serieanmeldelse
18. nov. 2018
My Brilliant Friend

My Brilliant Friend

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
01. juni 2026
Gone

Gone

Boganmeldelse
02. maj 2026
Døgnet

Døgnet

Biografanmeldelse
26. apr. 2026
Dead Man’s Wire

Dead Man’s Wire

Biografanmeldelse
11. apr. 2026
The Drama

The Drama

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro