Biografanmeldelse
07. okt. 2019
Fat Front
Danske Helene er en af fire kropspositive, skandinaviske kvinder, som giver et indblik i deres liv som tyk i dokumentaren Fat Front. Foto | Hansen og Pedersen Film

Fat Front

Fire modige kvinder viser deres dejlige deller frem i en smuk og ærlig dokumentar, der gør op med mange fordomme om tykke.

Af Ida Rud

”Det var 46, du sagde, ik’?”

”Nej, jeg sagde XL eller XXL, hvis der er elastik i.”

Helene skal medvirke i en reklamefilm for Matas, og selv om hun har gjort sit bedste for, at stylisten har haft den nødvendige viden for at kunne skaffe tøj i hendes størrelse, så er der åbenbart gået noget galt i kommunikationen.

I hvert fald ender det med, at hun må trække i sit eget tøj, for stylisten har kun medbragt tøj fra normale butikker. Helene er tyk – det er derfor, hun er blevet hyret til denne kampagne – så hun kan sjældent passe gængs stangtøj.

Mens hun bakser med at påføre en rød læbestift i spejlet på en rød folkevogn, filmes der over skulderen på stillfotografen – og al Helenes besvær og ydmygelse er forgæves. For det eneste, man kan se på fotoet, er hendes læber. Så meget for, at butikskæden prøver at lukrere på den kropspositive tidsånd …

Helene er en ud af fire kvinder, der medvirker i Fat Front. Hun er dansk, Pauline er svensk, mens Marte og Wilde er fra Norge. De har det tilfælles, at de er tykke – og er kropspositive.

De har ikke noget imod at blive kaldt tykke. Det foretrækker de faktisk. De insisterer på, at tyk ikke er et skældsord, men et beskrivende ord som høj, lav og tynd.

Instruktørerne Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsen følger som fluer på væggen med i kvindernes op- og nedture. De personlige rejser sker især med afsæt i det sociale medie Instagram. Det er nemlig kun de norske kvinder, der støder ind i hinanden til forskellige aktivistiske arrangementer – som da de halvnøgne går gennem gaderne og protesterer imod, at tøjbutikkerne ikke laver tøj, de kan passe.

Instagram bliver nærmest en redningskrans for kvinderne, fordi de her ser andre tykke kvinder, der ikke er flove over sig selv. Tværtimod viser de sig frem, som de er – danser, griner, lever.

Hvis dem på Instagram kan, så kan de fire kvinder også!

Men Instagram er ikke den fordomsfri platform, som man måske umiddelbart skulle tro. Det må Helene sande, da hendes profil bliver lukket ned. Hun har delt billeder, som angiveligt har overtrådt tjenestens retningslinjer, men som med al tydelighed bunder i diskrimination af tykke, fordi tilsvarende slanke kvinder ikke bliver lukket ned for.

Alt hendes indhold er væk. Hun skal starte fra bunden for igen at opbygge det verdensomspændende netværk, hun havde.

Hun får sin profil igen. Men bortset fra, at hun forgæves forsøger at forklare sin familie, hvorfor det er katastrofalt for hendes aktivisme, følges der desværre ikke rigtigt op på hændelsen.

Der er flere gange, hvor man savner en opfølgning. Pauline bliver med sin tykke veninde Matilda interviewet af Sydsvenskan i forbindelse med et tøjloppemarked for tykke. Da journalisten fremturer med, at det er usundt at være tyk, siger Pauline, at det ved alle tykke.

Men det er ikke en sandhed, hvilket faktisk også står i pressematerialet til filmen. Her er der udtalelser fra flere professorer, som slår fast, at det ikke nødvendigvis er sundhedsskadeligt at være tyk.

Ærgerligt, at en dokumentar, der gør så meget godt for at gøre op med fordomme om tykke mennesker, fastholder en af de allermest træge af slagsen.

Ikke desto mindre er Fat Front en smuk, oplysende, ærlig og kærlig skildring af fire modige kvinders liv som tykke. Kvinderne giver et tiltrængt indblik ind i, hvordan det er at leve som tyk i et samfund, der ofte møder én med had.

Titel:
Fat Front

Land:
Danmark, Norge, Sverige

År:
2019

Instruktør:
Louise Detlefsen, Louise Unmack Kjeldsen

Spilletid:
88 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
10. oktober

Relevante artikler

Biografanmeldelse
01. maj 2018
Hjerter dame

Hjerter dame

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
05. juli 2026
DJ Ahmet

DJ Ahmet

Serieanmeldelse
01. nov. 2025
It: Welcome to Derry

It: Welcome to Derry

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro