Fast & Furious: Hobbs & Shaw

Man skal kigge virkelig grundigt på den danske plakat for at opdage, at Fast & Furious: Hobbs & Shaw ikke er en ”rigtig” Fast & Furious-film. 

”Hobbs & Shaw” står der yderst diskret, gult på hvid baggrund. 

Årsagen er selvfølgelig, at Fast & Furious-filmene har været en massiv succes herhjemme med 1,5 millioner solgte billetter. Man skulle nødigt tro, at dette bare var en almindelig actionkomedie med Dwayne Johnson og Jason Statham. 

Fast & Furious-serien startede i 2001 og tæller indtil nu otte film. En imponerende sejlivet action-serie, der undervejs har udviklet sig fra gaderæs-fikseret politi-og-røvere til globetrottende mega-action i James Bond/Mission Impossible-klassen. 

Film nummer ni er i produktion, en ti’er er på vej. Og mens vi venter, får vi her den første – men nok ikke den sidste – spinoff. 

Luke Hobbs og Deckard Shaw er bifigurer i Fast & Furious-universet, som nu får deres egen film. 

Den muskelsvulmende politimand Hobbs (Dwayne Johnson) dukkede første gang op i seriens femte film, og med ham kom også et skift i serien mod en mere mainstream-præget actionstil. Den britiske ekssoldat Shaw (Jason Statham) havde en lille rolle i sekseren og spillede hovedskurken i den syvende film. I otteren var han pludselig på heltenes side. 

Kemien mellem Johnson og Statham var det bedste ved Fast & Furious 8, der ellers er seriens svageste film. 

Fast & Furious: Hobbs & Shaw anerkender kemien og starter let og humoristisk med en split-screen-præsentation af de to hovedpersoner. Hobbs pumper jern, hygger sig med sin datter og nyder solskinnet i USA, mens Shaw pumper pints i det britiske regnvejr og besøger sin skrappe mor (Helen Mirren) i fængslet. 

Familie er vigtig i Fast & Furious-universet. 

De to mænd hyres af CIA (nogle tyndarmede bureaukrater) til at stoppe Idris Elbas superskurk og hans dommedagsvirus, som tilfældigvis befinder sig inde i Shaws søster (Vanessa Kirby). 

Ja, selv efter moderne action-standarder er plottet ret langt ude. 

Instruktøren David Leitch har cv’et i orden. Han startede som stuntmand, debuterede som instruktør på den første John Wick-film og har siden instrueret Atomic Blonde og Deadpool 2. 

Leitch har mere fokus på nærkampe og skydevåben end på biler. Der bliver stadig kørt stærkt, men biljagterne har et kunstigt CGI-skær, som står i kontrast til de tidlige Fast & Furious-film. Fysikkens love er mere eller mindre sat ud af spil. 

Det er fantastisk, men aldrig rigtigt spændende. Man får ikke fornemmelsen af, at bilerne rent faktisk kan køre galt. 

Det samme gælder kampscenerne, hvor Johnson og Statham med lethed nedlægger horder af anonyme skurke i sort tøj uden så meget som at svede. Hvert slag og spark lyder som en sæk cement, der tabes på et metalgulv. 

Johnson og Statham er sjove sammen. Så sjove faktisk, at en gæsteoptræden af Ryan Reynolds som hurtigsnakkende CIA-agent er mere irriterende end morsom. Nogen burde fortælle Reynolds, at han ikke er helt så sjov, som han selv tror. Deadpool eller ej. 

Da komikeren Kevin Hart dukker op halvvejs – og minder om Joe Pesci i Dødbringende våben-serien – virker det næsten desperat. 

Filmen har to hovedkarakterer med ægte charme og komisk talent, men manuskriptet er renset for humor. Dwayne Johnson er et selvironisk muskelbundt, og Jason Statham beviste i den herlige spionkomedie Spy, hvor sjov han kan være i rette hænder. 

De gør deres bedste, og det samme gør Vanessa Kirby som Stathams slagkraftige søster. Men de bliver ladt i stikken af et fladt og klichéfyldt manuskript, der er mere interesseret i at se dem smadre løs end i at udforske komikken i karaktererne.

Under rulleteksterne bliver der i øvrigt lokket så skamløst med en fortsættelse, at selv Marvel ville være flov.