Serieanmeldelse
21. apr. 2017
Fargo – sæson 3
Ewan McGregor er næsten uigenkendelig i rollen som den fedladne, men også charmerende Ray Stussy. Foto | Chris Large

Fargo – sæson 3

Med et nyt karaktergalleri og uforudsigelige mord suger Noah Hawley os igen ind i sit kaotiske, men dragende univers.

Af Jens Steinicke Kjær

Overraskelserne er både styrken og svagheden ved Noah Hawleys prisvindende tv-serie. Tilfældighederne bryder konstant ind i handlingen, som ofte brygger på det faktum, at kaos hersker.

I første sæson stødte Lester Nygaard (Martin Freeman) tilfældigvis på den dødsensfarlige Lorne Malvo, og det vendte op og ned på hans normale og kedelige tilværelse.

I anden sæson kørte Peggy Blumquist (Kirsten Dunst) ved et uheld sønnen i en større kriminel familie ihjel, og derfra blev hendes liv heller aldrig det samme.

På den måde bliver vi kastet ind i et uforudsigeligt univers, som er en skræmmende forstørret udgave af den verden, vi selv befinder os i.

Seriens tredje sæson foregår i 2010 og følger brødrene Emmit og Ray Stussy, der begge spilles af Ewan McGregor. Deres far er død, og ved hans dødsleje arvede de hver især en af hans ejendele.

Emmit fik den flotte sportsvogn, mens Ray fik frimærkesamlingen. Ray blev dog overtalt til at bytte gaver, og det resulterer i, at Emmit sælger frimærkesamlingen for en større formue på nær et enkelt, som han har hængende i en ramme på sit kontor.

Han starter sit eget succesfulde firma, mens Ray bliver tilsynsværge med ølmave og kører rundt i den med tiden gamle og slidte bil.

Det er typisk for Fargo på den måde at belyse, hvordan små hændelser i livet kan få store konsekvenser. Der er skilleveje overalt, og Noah Hawley leger med tanken om, hvordan tingene kunne være gået for karaktererne, hvis nu ...

Ray mener, at han har ret til en del af Emmits formue og vil have ham til at betale for en forlovelsesring til sin nye dame, den sexede, men også kriminelle Nikki Swango (Mary Elizabeth Winstead).

Det vil Emmit ikke.

I desperation sender Ray sin hashrygende ven Maurice LeFay (Scoot McNairy) af sted for at stjæle det frimærke, som efter Rays mening har gjort Emmit stenrig.

Men som forventet går tingene ikke som planlagt. Situationen ender med at blive så blodig og kompliceret, at det allerede efter første afsnit er svært at forestille sig en lykkelig slutning.

Ligesom Coen-brødrenes spillefilm fra 1996 bygger serien på en idé om at få en fiktiv historie til at virke troværdig. Her spiller det uforudsigelige aspekt ind, og det virker, men af og til hæmmer det også historiefortællingen. Fiktion er sammenstrikkede historier, som fortæller et forløb, der er mere underholdende og meningsfyldt end det, vi kender fra virkeligheden.

I Fargo føles det indimellem, som om virkeligheden bare bliver piftet op ved at gøre menneskerne mere skøre og sørge for, at en masse mennesker bliver dræbt. Det kan være svært at gennemskue pointerne, fordi serien skyder i alle mulige retninger.

Som vanlig er serien en stilistisk rutsjebanetur med kameraer, der filmer på hovedet, scener der starter med at filme objekter så tæt på, at vi ikke kan se, hvad det er, og stemningsfulde montager, som da Ray og Nikki rydder bordet på et kasino.

Men her i tredje sæson har vi godt luret, at noget går gruelig galt, og at en god og ordentlig politimand skal få trådene til at hænge sammen. I det her tilfælde er det den skarpe politikvinde Gloria Burgle (Carrie Coon), som bliver konfronteret med to mystiske dødsfald, der kræver en opklaring.

Krimiplottet holder dog de skøre begivenheder sammen i en opklaringsfortælling, som fremmer mystik og spænding.

Karaktererne i tredje sæson er heldigvis lige så sjove og spraglede, som vi er vant til fra de forrige sæsoner, og specielt Ewan McGregor er drøncharmerende som den intelligente og polerede Emmit og – ikke mindst – den kiksede og uheldige Ray.

Det er karakterskildringerne og den gennemgående mystiske stemning, som gør serien værd at se, og det skulle være mærkeligt, hvis historien ikke udvikler sig i endnu flere kaotiske grene, som man bare er nødt til at se, hvor ender.

Titel:
Fargo

Land:
USA

År:
2017

Serieskaber:
Noah Hawley

Medvirkende:
Ewan McGregor, Mary Elizabeth Winstead, Scoot McNairy, Carrie Coon, Michael Stuhlbarg

Spilletid:
Ti afsnit af 60 minutter

Anmeldelse:
Et afsnit

Premiere:
20. april på HBO Nordic

Relevante artikler

Tv-anmeldelse
08. okt. 2015
Fargo – sæson 2

Fargo – sæson 2

Tv-anmeldelse
15. apr. 2014
Fargo

Fargo

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
09. maj 2018
Greyzone

Greyzone

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro