Biografanmeldelse
12. maj 2015
Familien Bélier
Karin Viard og sangstjernen Louane Emera spiller det bedste frem i hinanden som henholdsvis den døve mor og datteren med hørelsen i behold. Foto | Jerico

Familien Bélier

Øm, fransk film om et sangtalent med lutter døve familiemedlemmer er rammende som et sociologisk studie, men mangler gehør for fortællekunst.

Af Leslie Felperin

Det søde, men noget overbroderede franske komediedrama er måske blevet navngivet forkert.

Det handler mindre om titlens Bélier-familie end om deres teenagedatter Paula (spillet af Louane Emera, der har været deltager i den franske version af tv-sangkonkurrencen The Voice).

Paula er en ung pige med jordforbindelsen i orden, tilsyneladende gennemsnitlig i enhver henseende – bortset fra at hun har et hemmeligt talent, som hun næsten aldrig afslører for nogen, og da slet ikke familien derhjemme: Hun har en utrolig sangstemme.

Det er dog ikke nødvendigvis generthed eller beskedenhed, der får den følsomme teenager til at ruge over sit naturtalent. Det er det faktum, at alle andre i hendes familie er døve.

Hvis Paula kastede sig ud i en karriere som professionel sangfugl, ville hun med det samme skabe afstand til forældrene, der aldrig ville kunne høre hendes musik.

Men ikke nok med det. Fordi hendes mor Gigi (Karin Viard), far Rodolphe (François Damiens) og lillebror Quentin (Luca Gelberg) alle bruger tegnsprog, er de afhængige af Paula, som agerer tolk til de hørendes verden.

Men da skolens sanglærer (Eric Elmosnino) opdager hendes enorme talent, vil han straks sende hende til audition på en prestigefuld korskole i Paris. Og så må den unge pige vælge mellem at blive på den fædrene gård og malke køerne og svinge fingrene for forældrene – eller at følge sin drøm.

Den amerikanske forfatter Andrew Solomon har for nylig udgivet den fascinerende bog Far from the Tree om forældre med børn, der ikke er som alle andre, om de så er autistiske, skizofrene, handicappede eller endda usædvanligt talentfulde.

Et af kapitlerne fokuserer specifikt på døvhed i familien. Og Familien Bélier kunne på mange måder være et af bogens casestudies, især fordi filmen udforsker den lukkede verden i en døv familie med beundringsværdig sensitivitet. Og den fanger den hårdnakkede stolthed, der hersker i kulturen omkring tegnsprog.

I et smertefuldt sammenstød mellem mor og datter indrømmer Gigi, hvor ked af det hun var, da Paula blev født med evnen til at høre. Hun kunne ikke slippe af med følelsen af, at hørelsen var det sande handicap.

Faktisk hviler Paulas forældre trygt i deres døvhed. De er så utilbøjelige til at se det som en hindring, at Rodolphe beslutter at stille op som borgmester. Og det går ham ikke det mindste på, at han bliver nødt til at finde en alternativ måde at kommunikere med potentielle vælgere på. Og at Paula måske ikke er løsningen.

Det er bare en af de mange ekstra handlingsstrenge, som er blevet proppet ind i en film, der er faretruende tæt på bristepunktet.

Der er også en historie om Paulas prøvende flirteri med skolekammeraten Gabriel. Der er en om venindens romance med lillebror Quentin. Og sanglærerens kærlighedsliv, eller mangel på samme, får også lidt taletid på lærredet.

Selvom instruktøren Eric Lartigau knokler som en flittig håndværker for at banke alle historierne sammen og udjævne sammenføjningerne mellem dem, føles filmen til tider en smule overgjort og skematisk.

Humoren vakler også urovækkende undervejs, mens den humørfyldte slutning kammer over i det kvalmende sentimentale.

Filmen glider dog ned takket være imponerende nuancerede og entusiastiske skuespilpræstationer, især fra Emera og Viard.

Og mon ikke det uundgåelige Hollywood-remake er lige om hjørnet. Her vil de flotte franske ballader og korsatser, der passer så godt til historien, og som Emera synger med så rørende indlevelse og forsigtighed, utvivlsomt blive skiftet ud med vintage R&B- klassikere og rå diva-attitude.

Titel:
Familien Bélier

Original titel:
La famille Bélier

Land:
Frankrig, Belgien

År:
2014

Instruktør:
Eric Lartigau

Manuskript:
Victoria Bedos, Thomas Bidegain, Stanislas Carré de Malberg, Eric Lartigau

Medvirkende:
Karin Viard, François Damiens, Louane Emera

Spilletid:
106 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
14. maj 2015

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
24. juli 2025
All We Imagine as Light

All We Imagine as Light

Biografanmeldelse
09. sep. 2024
Kun os to

Kun os to

Biografanmeldelse
05. dec. 2023
Sparta

Sparta

Biografanmeldelse
10. juli 2023
Bror og søster

Bror og søster

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Mr. Nobody mod Putin blev indstillet som Danmarks bud på en Oscar-nominering for bedste internationale film, men i stedet er den shortlistet til prisen for bedste dokumentar.

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten