Familiefesten

Kan der vitterlig skænkes mere friskbrygget kaffe fra den kande, som hedder film om familiefesten, hvor skeletter falder ud af skabe, og lig kommer op af kælderen?

Vi har været der mange gange før.

Festtøj bliver til sørgeklæder, måltidet bliver koldt, selskabet bittert og taler og sange til noget om magtmisbrug for misrøgt.

Fra dur til mol.

Ihukommende vor egen internationale succes, Thomas Vinterbergs Festen, som er blevet arketypen på det grandiose træf, der bliver til græsk tragedie.

Men der kan faktisk komme nyt i bordplanen og på menukortet, som instruktøren og skuespilleren Cédric Kahns Familiefesten viser.

Frankrig har i forvejen sort bælte i film om familien, som mødes en søndag, en sommer på landet eller bare til middag et sted for at spise og drikke med nostalgisk flirt, fælles minder og spontan sangglæde, hvorefter maskerne kan falde.

Det er også begyndelsen på Familiefesten. Sol, sommer og bedstemors fødselsdag. Hun hedder Andréa og er familiens store mor i et kæmpe stenhus i flere etager og en have lidt mindre end en park.

Nu har hun inviteret hele den pukkelryggede til frokost, middag og overnatning på bøhlandet tæt på Bordeaux. På hendes anmodning vil hun ikke høre et eneste ondt ord på dagen. Men via småsnak i krogene, sigende blikke og symbolsk regnvejr aner man, at der er forbudte fotografier i familiealbummet.

En skør datter, som familien ikke har set i tre år, og hvis teenagedatter er parkeret hos bedsteforældrene, melder sin bratte og fatale ankomst.

Foruden denne fortabte datter, Claire, er der også en fortabt søn. Romain er en falleret filminstruktør og et forhutlet hashvrag, der ankommer med sin nye amour. Så er der mindre børnebørn og deres såkaldte normale familie, hvor mor går bekymret til hånde i køkkenet, farmand er ham med penge og sund fornuft.

Lækker fransk mad og muntre samtaler bliver til slagsmål og pinlige situationer.

Men Familiefesten er seværdig, fordi fransk films vidunderdreng – Cédric Kahn – stædigt forsøger at dekonstruere genrens værste klichéer, beholde de bedste og samtidig skabe en uforudsigelig dramaturgi. For alt i verden undgå crescendo og klimaks a la Vinterbergs familiefest.

Franske familiefilm flirter desuden gerne med komedien a la Molière, hvor koket komik og et godt glas vin kan blive et plaster på de fleste sår.

Men her har vi så den skøre datter fra helvede. Claire er både grisk og racist. Og hun er et produkt af en endnu slemmere mor, som under dække af konfliktskyhed – et ord, som reelt ikke findes på fransk – har manipuleret med familien i årevis. Hun og hendes mand har været parasitter i et hus, der slet ikke er deres.

Romain er nok en ynkelig fiasko, men også vehikel for træffets latente tematik: At kunst og galskab er mere i familie med hinanden end borgerlig normalitet, miner til slet spil og falsk idyl.

Den uheldige søn forsøger undervejs at optage en dokumentarfilm om sin egen samspilsramte families gøren og laden, og det giver Familiefesten et element af metafilm.

Det handler om forholdet mellem spillefilmens iscenesatte konstruktion og dokumentarfilmens sobre og saglige forsøg på at spejle, hvorledes det spontant forholder sig. Det er dette skisma, der gør familiefilm anderledes og mere vedkommende end så mange andre.

Catherine Deneuve har ligesom Ghita Nørby fået den modne skæbne at spille bedstemor med slag i. Fordækt og falsk bliver hun næsten filmens midtpunkt.

Næsten, fordi Emmanuelle Bercot fremragende sjæler de fleste scener som den mentalt forstyrrede datter.

Instruktøren spiller selv lidt anonymt den standhaftige storebror Vincent, mens Vincent Macaigne spiller den bohemeagtige lillebror med filmdrømme og en humørsyg kæreste.

Ensemblespillet er som altid i franske film solidt og smittende, og Familiefesten ender som delikat bagatel: underholdende og med eftertænksomme nuancer.