Fahrenheit 11/9

For europæere, der stirrer i afmagt mod verdens ene resterende supermagt, har Michael Moores inciterende blanding af graverreportage, mediestunts og samtidssatire været en beroligende stemme siden starten af 90’erne.

Han har manet til fornuft og ført krig mod den korruption, ulighed og frapperende idioti, der gemmer sig i de øverste amerikanske rækker.

Men det er, som om virkeligheden anno 2018 har knægtet den gamle samfundsrevser.

I hvert fald er der ikke meget håb i hans seneste, der starter med hovedrystende at referere begivenhederne op til den fatale valgnat, 9. november 2016 (heraf titlen), hvor Trump nød godt af demokraternes utrolige hybris.

Det er en lidt letkøbt måde at få publikums sind i kog, men Moore forstår at finde en vinkel og spinne sit materiale med kæk frækhed. Trump ønskede egentlig ikke at blive præsident, hævder Moore i sin voice-over. Det var bare et mediestunt under en lønforhandling, fordi han opdagede, at sangeren Gwen Stefani tjente flere penge som tv-vært, end han gjorde!

Moore er aldrig kedelig, men han er bedst, når han skyder med skarpt. Roger & Me (1989) og Bowling for Columbine (2002) er mesterlige, fordi de har et klart fokus og en indigneret harme, der ikke kammer over i affekt. Heller ikke, selv om instruktøren altid har været villig til at gradbøje sandheden i en større sags tjeneste.

Men film som Kapitalisme – En kærlighedshistorie (2007) og den skuffende Where to Invade Next (2015) er ærgerligt retningsløse, og hvis Fahrenheit 11/9 er tænkt som en kritik af Trump, er det et karaktermord med spredehagl. Moore ser den siddende præsident som en uheldig konsekvens af årtiers fallitspil af den amerikanske venstrefløj, der har lunet sig ved samme bål som deres påståede modstandere.

Det er en bred vinkel og en uegal bredside mod hele systemet, men mange af delargumenterne er fortræffeligt inkriminerende.

Det gælder ikke mindst den lange passage af filmen, der fokuserer på vandkrisen i Moores hjemby Flint, Michigan. Her besluttede den republikanske guvernør at lade private selskaber bygge nye vandrør til den gigantiske ferskvandssø, der er hele delstatens vandreservoir, til trods for at den statsejede vandforsyning virkede fortrinligt.

Resultatet var, at beboerne måtte drikke fra den møgforurenede lokale flod. Børnene blev blyforgiftet, de ældre døde, og de eneste i byen, der nu får rent vand, er bilfabrikken. Flodvandet ødelagde bildelene!

Men det bankende hjerte i Moores filmessay er den del, der fokuserer på skoleskyderiet i Parkland, Florida, tidligere i år.

Det er selvfølgelig velkendt farvand for Moore, der satte våbenloven til heftig, men uforløst debat med Bowling for Columbine. Her træder den 64-årige provokatør imidlertid selv et skridt tilbage. I stedet fokuserer han på de overlevende, der bad systemet stikke deres ”thoughts and prayers” skråt op og selv tog affære med #NeverAgain-bevægelsen.

”Hvis der er én ting, min generation kan tage æren for, må det være at opdrage jer,” siger Moore til en af teenage-aktivisterne. ”Nej,” svarer hun og holder sin smartphone op. ”Vi har opdraget os selv online.”

Men meget af Fahrenheit 11/9 er et skrig i en hovedpude, ikke mindst afslutningen, hvor Moore tager skridtet fuldt ud og drager skræmmende paralleller mellem Trumps autokratiske tendenser og Hitlers kalkulerede magtovertagelse.

”Gør noget af det her dig ilde til mode?” spørger instruktøren æggende tidligt i filmen. ”Intet af det er nyt.”

Uanset underholdningsværdien byder filmen på ærgerligt få rigtige øjenåbnere. Og spørgsmålet er, om Moores form for socialt engagement stadig har samme effekt i 00’erne.

Fahrenheit 9/11 – om præsident George W. Bush – er stadig den bedst sælgende dokumentar nogensinde. Men Moores nye film flopper i hjemlandet og ser slet ikke ud til at få premiere i Danmark. Set fra vores side af Atlanterhavet er det klart, at amerikanerne har brug for et opråb. Michael Moore råber bare ikke højt nok længere.