Fading Gigolo

Fioravante er en midaldrende blomsterhandler og single, som hænger ud med den noget ældre Murray, der just har afhændet sit antikvariat for dyre og sjældne bøger.

Begge mangler penge.

Men så spørger Murrays kvindelige hudlæge, om han kender en mand, som vil stille op til en erotisk trekant, en omgang ménage à trois? Selvfølgelig godt betalt. Fioravante melder sig tøvende og indleder et forhold til hudlægen som generalprøve på det senere menageri.

Samtidig har den jødiske Murray en veninde, Avigal, en ung jødisk enke, som er ensom med sit sorgarbejde og sine seks børn. Så var det ikke noget for hende at besøge Fioravante, som er kommet godt fra start i sin nye karriere som gigolo. Ja, faktisk har han gjort det til en habil levevej for sig selv og vennen, nu alfonsen, Murray.

Fading Gigolo er instrueret og skrevet af den altid seværdige kultskuespiller John Turturro (kendt fra film af brødrene Coen og Spike Lee), som også selv spiller den lidt mutte og indelukkede Fioravante.

Filmen foregår her og nu i New York, sågar i selveste Woody Allens del af storbyen. Han er da også selv med som den ældre ven Murray, altid klar med en kvik bemærkning og til at score nogle hurtige penge.

Kort sagt Woody Allen som Woody Allen.

Her er Allen på kollisionskurs med jødisk fundamentalisme, der spiller en stor rolle i historien. Mestendels udspiller løjerne sig i Brooklyn-kvarteret Williamsburg, metropolens jødiske bydel, som er afsondret i sin egen rettroende og etniske enklave. Her går mænd med proptrækkerkrøller og sort kalot, ærbare kvinder bærer paryk udendørs, og moderne fænomener fra den vantro kristne verden, såsom Robin Hood og The Godfather, er totalt ukendte størrelser.

Alligevel drager Avigal over til Brooklyn, hvor Fioravante, som nu mere avlsdyrisk kalder sig ”Virgil”, tager imod i sit hjem – til en omgang betalt kærlighed eller noget lignende.

Selvfølgelig bliver det til mere og andet end købesex, og selvfølgelig er der en jødisk mand, som er ved at gå til i mistanke og jalousi.

Det er sandelig lang tid siden, jeg har set en film, der var så godt castet.

Selv når Woody Allen for 117. gang spiller sig selv, leverer han lige præcis en passende dosis jødisk ironi over for den praktiserende, alvorsfulde jødiske ortodoksi. Mens Avigal er gennemført rørende smukt, underdrejet og bevægende gestaltet af franske Vanessa Paradis.

Som hudlægen spiller Sharon Stone også sig selv som sexet, klog og moden blondine med hang til det grænseoverskridende promiskuøse. Hun får selskab af en ligesindet latinamerikansk veninde, Sofia Vergara – hende, som i tv-serien Modern Family agerer den svulstigt barmfagre latino-mor med rapkæftet mund og en spansk accent federe end en overmoden avokado.

Bamsemanden Liev Schreiber er den bundsolide og enfoldige bejler, Avigals væbner og vagtmand, som skjult vogter hende i hedningeland med Fioravante og andet ikke-jødisk utøj.

Alle trasker de rundt i en slags moderne udgave af Hester Street, klassikeren fra 1975 om jødisk fundamentalisme på konfrontationskurs med amerikansk modernisme.

Men så galt går det slet ikke her. Det er et kammerspil med stille eksistenser, som mødes med dagligdagens trakasserier, men også kommer overens i et multietnisk New York og undviger de farligste fordomme om hinandens respektive kulturer.

De er forenet i den fælles tro på, at man ikke kan købe kærlighed – og i sidste og kærlige ende søger krage mage. Men samtidig er det ganske befriende, at der også er plads til den små-kyniske morale: ”Der kommer altid en sporvogn og en pige til.”

Fading Gigolo er en sprød bagatel, eller snarere en velbagt bagel, smurt med bittersød kærlighed og megen kosher.