The Eyes of Orson Welles

Den britiske filmkritiker og instruktør Mark Cousins har begået en dokumentarfilm om Orson Welles. Han har tidligere stået bag Filmens fantastiske historie – en dokumentarserie i femten afsnit, der for nogle år siden blev vist på DR K.

Stilen er den samme i The Eyes of Orson Welles.

Dokumentaren er bygget op som et fanbrev til Welles, hvis geni Cousins blev blæst omkuld af, da han som ung så Politiets blinde øje:

”Du kastede et reb til mig, da jeg så den, Orson,” siger han direkte henvendt til sin hovedperson, der døde i 1985.

Orson Welles bliver opdateret på, hvad der siden er sket inden for teknologi, politik og kultur, ligesom Cousins funderer over, hvordan den på alle måder store filmmand mon ville have befundet sig i vores moderne medievirkelighed.

I den digitale tidsalder er film ikke længere bundet af tungt apparatur, ligesom det er blevet billigere at producere. Welles – der kæmpede med finansieringen til flere af sine film – ville have elsket det, mener Cousins. Allerede da han instruerede sin legendariske debutfilm Citizen Kane, drømte han og fotografen Gregg Toland om en tid, hvor der ikke var film i kameraet, men blot lys.

The Eyes of Orson Welles er et essayistisk, lyrisk portræt af Welles som filmkunstner og menneske gennem Cousins’ øjne. Udstyret med et videokamera følger han i Welles’ fodspor jorden rundt – til tonerne af Albinoni og Giazottos Adagio in G minor, som Welles gjorde berømt i Processen.

Cousins besøger Welles’ fødeby i staten Michigan og Chicago, hvor Welles som ung studerede kunst. Så Irland, hvor Welles fik sit gennembrud på Gate Theatre efter at have udgivet sig for at være en kendt Broadway-instruktør. Og New York, hvor han fornyede radiodramatik og teater. Og Marokko, Spanien og Paris, hvor Welles efter sit brud med Hollywood under vanskelige vilkår lavede sine sene kludetæppe-produktioner, der på grund af pengemangel ofte var sammensat af indstillinger optaget med års mellemrum.

I New York får Cousins – med Orson Welles’ datter Beatrices velsignelse – adgang til et lagerrum med Welles’ efterladte tegninger og skitser, og det er filmens virkelige scoop.

”Hvad er der i kassen, Orson,” spørger Cousins.

Det viser sig at være en guldgrube af portrætter og skitser, som Welles livet igennem tegnede til sine film og teaterprojekter – herunder flere urealiserede. Sammen med velvalgte filmcitater illustrerer de Orson Welles’ livsbane og karriere, men frem for alt en overlegen æstetisk sans for at skabe rum og forme lys til filmkunst.

”Vi kan føle dine pennestrøg, Orson,” konstaterer Cousins.

Det hele er bundet sammen af instruktørens fortællerstemme på tyk nordirsk dialekt. Hans affekterede talemåde og massive tilstedeværelse vil ikke være i alles smag.

Hvis Welles stråler som et fyrtårn i filmlandskabet, ligger Cousins højst og skvulper rundt et sted ude i brændingen for enden af det reb, Welles kastede ud til ham. Hans rejsebilleder fra nutiden ligner mest ligegyldig hjemmevideo af tilfældige indtryk og gadebilleder. Storladent er det ikke.

Især et fuglekadaver har bidt sig fast på min nethinde. Hvorfor, Mark?

Et begrænset antal fotografier af Orson Welles, som vi ser igen og igen, står stille, så man flere gange bliver helt i tvivl, om streamingen er gået i stå.

Og helt galt går det i de sidste tyve minutter, hvor vi præsenteres for Orson Welles’ svar til ”Dear Mark”. Hans stemme er imiteret af skuespilleren Jack Klaff, og det er desværre ikke nogen vellykket efterligning.

Men på en måde er det måske kun passende, at vi får et fragmenteret indtryk af Orson Welles. For sådan var især hans sene og mange ufuldendte film ofte. Sjældent helstøbte, i glimt geniale. Præcis som her, hvor hans stærke vision brænder igennem, selv i et middelmådigt portræt.