Exodus

Ridley Scott er af mange blevet kaldt for vor tids udgave af Casablancas gamle far, Michael Curtiz.

Scott er en art altmuligmand – en noget anonym instruktør, men immer handy og seværdig i alle filmgenrer. Han har glamourøs flair for flamboyante dekorationer, hvad enten vi befinder os i den sorte middelalder, i det moderne Texas eller i en fjern og monstrøs fremtid.

Scotts handlingsmættede og animerede udgave af jødernes eksodus fra Ægypten, Exodus, er med sine effekter, sit drive og sin effektive opsætning da også et overmåde flot og underholdende udstyrsstykke.

Selvom filmen varer to og en halv time, indeholder filmen ikke et eneste kedeligt øjeblik. Den er i mine øjne langt mere spændende fortalt og sat op end hans to tidligere historiske blockbustere: Robin Hood og Gladiator.

Exodus er historien fra Biblens anden Mosebog om Ramses og Moses, der ved det ægyptiske hof vokser op som fosterbrødre.

Det jødiske folk har da slavet for ægypterne i 400 år og under pres og pisk bygget de berømte antikke monumenter, pyramider, statuer, sfinkser og slotte.

Moses bliver konfronteret med, at han er af jødisk æt og kastes ud i ørkenen som landsforvist, men vender som bekendt tilbage for at befri sit folk fra Ægyptens åg.

Handlingen følger langt hen ad vejen Cecil B. DeMilles klassiker fra 1956, De ti bud. Men selvfølgelig er de ægyptiske plager med både krokodiller, frøer, bylder, fluer, græshopper og dødens engel langt mere spektakulært animeret end dengang. Især i 3D-versionen, hvor man bogstaveligt selv plages nede i salen.

Scotts Moses, spillet sammenbidt af Christian Bale, er langt mere handlekraftig end Charlton Heston i DeMilles bibelfilm, hvor han mestendels er en hvidhåret Moses med en mission.

Til gengæld er Joel Edgertons blege og skallede dengse af en Ramses alt for porøs og upræcis i sit spil – tusind sandkorn væk fra den dæmoniske og stolte Yul Brynners farao i den gamle udgave.

Den dansk-irakiske Dar Salim fungerer derimod udmærket som Ramses’ trofaste kommandant Khyan. Og Ben Kingsley er på hjemmebane som en jødisk Gandhi før vor tidsregning, alias overrabbineren Nun. I et birolle glimrer en anden Scott-stjerne, Sigourney Weaver, som Ramses sleske mor med sorte øjne og sinistre rænker. Bedst af alle er dog John Turturro som Ramses’ majestætiske far.

Ridley Scotts film er mere end en spektakulær billedbibel med et kristent budskab. Interessant nok tager han en dualistisk tematik op, der allerede kom frem i hans virtuose debutfilm Duellanterne (1977): det ambivalente skisma mellem fanatisme og individualisme.

Skal man arbejde indædt for en overordnet, abstrakt idé, eller skal man gribe det konkrete liv og stifte familie? I hans første film ekspliciteres dette i den langstrakte duel mellem en Napoleon-tilhænger og en pragmatisk lykkeridder.

I Scotts film skiftes der ofte fortegn i dette signifikante livsforløb. Fanatikeren får et menneskeligt ansigt, individualisten udvikler fanatisme. Nu og da bliver robotten menneskelig og mennesket mekanisk, for eksempel i Scotts to mesterværker, Alien – den 8. passager og Blade Runner.

Det sker også i Exodos.

Ramses bliver den ulykkelige familiefar, som formørkes endeligt af sønnens død under den første påske. Samtidig indser Moses med de ti bud på tavler under armen, at hans og jødernes Gud i skikkelse af et gådefuldt drengebarn er hævnende streng, uforsonlig på grænsen til det meningsløse og gammeltestamentlig straffende næsten uden nåde.

Desværre opløses denne pirrende problematik, når Moses genfinder tro, ro og trøst i kernefamilien. Men vejen dertil har bestemt ikke været en ørkesløs ørkenvandring.