Evolution

For tolv år siden debuterede Lucile Hadzihalilovic med Innocence, en ekstraordinær og dybt foruroligende film såvel som en smuk filmatisering af Frank Wedekinds novelle Mine-Haha, or On the Bodily Education of Young Girls fra 1903.

Nu er den lange ventetid omsider forbi, og instruktørens anden film Évolution har endelig premiere. Indrømmet, den er ikke lige så overvældende speciel og unik som Innocence – måske fordi det sære, mystiske og tvetydige var lige præcis det, man forventede sig af en ny Hadzihalilovic-film.

Men der er ingen tvivl om, at det er et slående og overbevisende værk, der deler tilstrækkeligt æstetisk DNA med sin forgænger, så det føles som en bogstøtte til Innocence, et slags følgesvends-spejl, så filmene på en mærkelig, uudsigelig måde danner et hele.

Tilskuere behøver ikke at have set Innocence for at forstå Évolution, men hvis man har, vil det øge fornøjelsen.

Innocence foregår på en afsondret pigekostskole, omgivet af en mørk eventyrskov. Nye elever ankommer i kister og bliver undervist af strikse lærere (en af dem spilles af Marion Cotillard) i et excentrisk skoleskema, der rummer dans, husdyrbrug og personlig pleje.

Der kommer aldrig en forklaring på, hvad der sker med de ældste elever, men det antydes, at de bliver ofret eller måske presset til at være kurtisaner eller noget endnu værre.

I Évolution er der endnu engang fokus på de unge. De lader ved første øjekast til at være forkælede og beskyttede, men så bliver de bytte for en ældre generation. Men denne gang er det små drenge, der bliver overvåget af en flok kvinder, som – får man mistanke om – nok ikke engang er af samme race som drengene. Eller alle os andre.

I et lille samfund på en stenet kyst (den spanske ø Lanzarote med sit sorte, vulkanske sand er brugt som location) bliver ti-elleveårige Nicolas (Max Brebant) opdraget af sin ”mor” (Julie-Marie Parmentier). Hun er et havfrueblegt væsen med næsten usynlige øjenbryn, som – ligesom alle de andre kvinder i byen – åbenbart kun har tunge, beige kjoler i sit klædeskab. Med indstuderet smil mader hun tre gange om dagen Nicolas med noget uappetitligt blæveragtigt vælling, der ser ud, som om det består af blæksprutteblæk, moste vandmænd og tentakelbidder.

Lejlighedsvis bliver drengene ført langs den stenede kystvej til et hospital. Der bliver de undersøgt, får indsprøjtninger og mystiske kirurgiske indgreb, hvor der skæres omkring drengenes navler.

Hvor Innocence beroede sig på sine antydninger af ondskab og ubehag og skygger, er Évolution mere villig til at vise de ubehagelige ting. På et tidspunkt ser man et ”orgie”, som vil in filtrere de mørkeste drømme hos de mere modtagelige tilskuere.Til sidst er der ikke langt til body horror-film a la Fluen og Evil Dead, som David Cronenberg og Sam Raimi lavede i deres tidlige dage, blot har Évolution mindre humor.

Ligesom Hadzihalilovics tidligere samarbejds- og romantiske partner Gaspar Noé (hun redigerede hans første kort lm Carne og debuten Seul Contre Tous) har hun aldrig mødt en subsonisk knurren, hun ikke kunne lide eller undlod at komme på sit soundtrack.

Men den soniske lydeffekt virker ekstremt godt i denne film, måske endda bedre end i Innocence, for meget af filmen består af undervandsscener, hvor alien-lignende tang, søanemoner og koraler danser i de blækmørke dybder, og hvor overfladens lyde er dæmpede og fjerne.

Det er svært at afgøre, hvilke holdninger Hadzihalilovic har – hvis hun da har nogen? – til køn og forældreskabet med denne mærkelige, ondsindede film. Men i det mindste opnår den én ting med stort eftertryk: At finde det uhyggelige i hverdagen.