Everest

I 1996 omkom otte mennesker i en snestorm, da de forsøgte at bestige verdens højeste bjerg: Mount Everest.

Historien er blevet veldokumenteret af den mirakuløst overlevende Beck Weathers og journalisten Jon Krakauer, der har skrevet bestselleren Op i det blå.

Begge er med i en bjergbestigningsgruppe anført af Rob Hall (Jason Clarke), der er spydfører for en kommerciel bjergbestigningsturisme, som andre professionelle bjergbestigere hurtigt kopierer. I 1996 koster en tur med Halls Adventure Consultants ikke mindre end 65.000 dollars.

Hall er dog opsat på, at hans forretning skal vokse yderligere. Han skal nemlig være far, og derfor har han indvilliget i at tage den anerkendte journalist Jon Krakauer gratis med på turen. En lækker artikel kan skaffe flere kunder i butikken.

Filmen antyder, at Hall i desperation efter god omtale bliver uforsigtig, men det bliver aldrig uddybet. Det ville ellers have været oplagt, hvis han havde taget en diskussion med en af de konkurrerende bjergførere, Scott Fischer (Jake Gyllenhaal), som han indgår et samarbejde med.

Begge herrer er frustrerede over menneskemylderet på bjerget, som når der opstår kø ved en af de – uhyggeligt tynde – stålstiger, Hall og co. har lagt over bjergets afgrundsdybe kløfter.

Hall samler misbilligende lidt affald op i Base Camp, men mere bliver svineriet desværre ikke italesat, selv om bjerget i dag kaldes verdens højeste losseplads, fordi det flyder med skrald, lort og lig.

Lejrene er grå og beskidte, men det knejsende Everest er ufatteligt smukt med sin hvide tinde mod den blå himmel. Filmen byder på billeder, der vil få gisp til at lyde i biografsalen, når øjnene bliver udsat for de sugende iskløfter og svimlende højder.

Endnu stærkere er filmens lydside. For når de store storme rammer, rusker det i biografstolen på grund af styrken. Det er saftsuseme effektivt.

Selv om journalisten Krakauer direkte spørger sine medklatrere, hvorfor de bare må bestige dødsensfarlige Mount Everest, får man aldrig et tilfredsstillende svar.

”Fordi det er der,” svarer flokken i kor, hvilket er et berømt citat af George Mallory, der i 1920’erne var med på de første engelske ekspeditioner til Everest (det blev hans død, og hans lig blev først fundet i 1999).

Postbuddet Doug Hansen forklarer dog, at han gerne vil vise ungerne fra sin hjemby, at selv om man kommer fra triste kår, kan og skal man stadig drømme stort. Sødt, men alligevel ikke et overbevisende svar på, hvorfor bjergbestigere igen og igen udsætter sig for de pinsler, det er at bestige et bjerg som Mount Everest.

For det er ekstremt smertefuldt, og Hall forklarer sine deltagere, at når man kommer over de syv kilometer, begynder kroppen at dø.

Filmen fokuser på det følelsesmæssige, men det er svært at engagere sig i de forskellige personer, der er en homogen og forvirrende masse af flyverdragter i sneen.

Det skurrer også i hjertet, når nogle af dødsfaldene er direkte udramatiske, mens andre driver af snotfyldt patos.

Filmens drama kredser om konflikten mellem at følge sin sunde fornuft eller at give sig hen til sine følelser. Det sidste kan være fatalt på Mount Everest. Hvor kynisk det end lyder, kan det være svært at hidse sig op over filmens dødsfald, når folk udmærket er klar over, at de trods karabinhager, reb og guide sætter sig i overhængende livsfare.

Og når der afrundes med billeder af de afdøde og de efterladte enker og børn, bliver filmen ren følelsesporno.