Et tysk liv – Goebbels’ sekretær

Et tysk liv, en film om Joseph Goebbels’ sekretær, er på samme tid simpel og uhyre kompleks.

Dokumentaren er en interview-film baseret på en omfattende og lang samtale med den over 100 år gamle Brunhilde Pomsel, der arbejdede som sekretær for Goebbels under Anden Verdenskrig.

I rolige sort-hvide billeder fortæller Brunhilde Pomsel om sit liv, der dækker vigtige begivenheder i den tyske historie, garneret med små klip og arkivmateriale. Vi ser nazistiske og amerikanske propagandafilm, optagelser af fanger fra kz-lejrene og lydklip fra Goebbels’ folkeforførende taler.

Et tysk liv er meget afdæmpet og enkelt opbygget.

Men samtidig er den dyb og bevæger sig om en stadig relevant og kompliceret tematik. For med et menneske som Brunhilde Pomsel – en af de få tilbageværende, der har bevidnet nazisterne på tæt hånd – melder der sig selvsagt en masse spørgsmål.

Hvordan kan man arbejde som led i en organisation, der systematisk stigmatiserer udvalgte befolkningsgrupper, underminerer demokratiet og udrydder millioner? Hvordan oplever hun den fascistiske magtovertagelse, der langsomt forvandlede Tyskland fra et demokrati til en totalitær stat?

Det er spørgsmål som disse, der er kernen i Pomsels fortælling.

Den tidligere sekretær døde i en alder af 106 år i 2017, kort tid efter optagelserne til Et tysk liv, men hun er klar i hovedet, reflekteret og en velformuleret fortæller i filmen.

”Tingene er aldrig sort-hvide. Der er altid blandet noget gråt i,” som Pomsel forklarer om nazi-tiden. Og det er netop en styrke, at filmen giver Pomsel masser af tid til at udfolde mange eftertænksomme nuancer.

De sort-hvide billeder er rolige med få klip, så man kan dvæle ved Brunhilde Pomsels furede ansigt og fine, bløde hud.

Som sekretær for Goebbels – den fremstående nazist og mangeårige propagandaminister – har Pomsel en unik position.

Sjovt nok er det det samme greb, som Oliver Hirschbiegel benytter i Der Untergang fra 2004. Dens skildring af Hitlers sidste dage er også fortalt med udgangspunkt i hans sekretær, og flere af de episoder, som Brunhilde Pomsel fortæller om i Et tysk liv, kan man genkende fra Der Untergang. Pomsel beretter for eksempel rørende om Goebbels’ selvmord.

Som sekretær er Pomsel derfor både en perifer figur og en privilegeret observatør af det inderste maskinrum. Mange af Pomsels overvejelser går på, hvorvidt hun burde have gjort modstand med fare for at miste sit liv.

Pomsels liv har en enorm historisk spændvidde. Født i 1911 har hun oplevet to verdenskrige, økonomiske op- og nedture og fascismens opblomstring i Europa. Og selv om det kræver tålmodighed, er det interessant at høre sekretærens fortælling i store dele af filmen, men det største plus ved Et tysk liv er dens direkte relevans for nutiden.

Vi har sommetider nemt ved at affeje nazisternes grusomheder som et enkeltstående historisk tilfælde. Men samtidig glemmer vi måske, at dele af historien kan gentage sig i forskellige former.

Det er i hvert fald nemt at tænke fake news, russiske troldehære og forførende populistister, når Pomsel fortæller, hvordan Goebbels og hans ministerium manipulerede med statistikker og fakta, så det passede ind i nazisternes demagogiske verdensbillede. De holdt opildnende oratoriske taler, der forheksede hele folkemængder.

Mod slutningen af filmen citeres Goebbels selv: ”Vi vil blive husket som de største statsmænd i historien. Eller de største forbrydere.” Han fik ret i det sidste, og Brunhilde Pomsel hjælper sammen med Et tysk liv til at nuancere den historie.