Et år, en nat

I virkeligheden er det slet ikke Ramóns form for musik. Ifølge ham er bandet Eagles of Death Metal mere hipster-mode end heavy metal.

Men ikke desto mindre giver han kæresten Céline i fødselsdagsgave to billetter til bandets koncert på spillestedet Bataclan i Paris den 13. november 2015.

Det er netop den fredag, at stedet bliver udsat for et forfærdeligt islamisk terrorangreb.

Et år, en nat er drejet over forfatteren Ramón González’ egne oplevelser af den infame terrorhandling og de dybe traumer, som rammer ham og hans kæreste hin ulykkesnat. De overlever, men får ar på sjælen og sår i samvittigheden, fordi de hverken bliver skudt ihjel eller fysisk såret.

Filmen pendulerer fra start mellem denne ene nat, hvor alting bliver fatalt anderledes, og så til året efter, hvor parret og deres venner til samme koncert på hver sin vis forsøger at komme videre.

Ramón er klart den mest berørte. Han får angstanfald og går i panik. Céline synes mere at glasere sig med en glat mentalitet om at overleve.

Begge er af kreativ middelklasse.

Ramón er musikeren, som kvitter sit job på grund af terrorhændelsen. Hun beholder sin ansættelse ved et ungdomsherberg for udsatte og samspilsramte arbejdsløse unge. Men hun begynder at fokusere kritisk på stedets arabere, uden at det dog ryster hende synderligt i starten.

Et år, en nat er en sympatisk film.

Attentatet på Bataclan er skildret med anonym vold og behersket splat. Situationen beskrives som en klaustrofobisk tilstand, hvor parret sammen med andre unge for en stund kommer til at opleve et helvede, hvor man ikke ved, om man er frelst eller forulykket.

Derimod toner det traumatiserede år efter hændelsen, hvor parret har en vedvarende og eskalerende krise på grund af rystelserne, mere i retning af en ordinær kærlighedsfilm.

Den handler om divergerende unge mennesker med megen sex og måske kærlighed, men også med forskellig opfattelse af valget mellem villa og voksendom eller dage med egoistisk og erotisk frihed.

Spanske Ramón er følsom, mens franske Céline er voksen.

Han er den fragile og bløde mand, der bryder sammen ustandseligt, mens hun med sin cool facade småforagter ham lidt for hans skrøbelighed, indtil hun også bryder sammen.

Undervejs er det ud over terrornatten en film som så mange andre film om en kreativ og moden ungdom. De bor såre pænt i Paris og kan godt lide vin, vodka og en joint.

Det underforstås, at Ramóns Spanien med landsby og rustik lokalbefolkning er aldeles socialt anderledes end Célines Frankrig med rige forældre med hus og svømmepøl i nærheden af Nice.

Eneste anke er, at filmen lidt overfladisk gør Bataclan-tragedien til en banal krise i parforholdet. Kun sporadisk får vi begivenheden som en latent kritik af fransk selvforståelse og socialpolitik.

Der er glimt af sådanne aspekter i Célines snak med forsømt farvet ungdom. Men for det meste drikker de rødvin, kysser hinanden og danser vildt til høj musik.

Den spanske instruktør Isaki Lacuesta har sat glimrende i scene, indimellem dog med for lækker finish og labre personer.

Noémie Merlant (Lev, elsk, Paris og Portræt af en kvinde i flammer) er med sit spil som Céline hele filmen værd. Hæmningsløst, men helt berettiget stjæler hun scener fra Nahuel Pérez Biscayart, der spiller den surmulende og flæbende Ramón.

Således bliver det mere til en film om frejdig, parisisk ungdom end en skelsættende film om en fatal ulykkesnat.