En lille bid af kagen

Hvad får man, hvis man blander en samfundskritisk, mellemøstlig knytnæve a la Holy Spider med en lun seniorromance i stil med The Best Exotic Marigold Hotel?

Svar: En lille bid af kagen. En hvinende sød kage med voldsomt bittert krymmel, og når man helt ind til fyldet i midten, opdager man, at hovedingrediensen er en helt tredje.

Hovedpersonen, 70-årige Mahin (Lily Farhadpour), hedder ”fru Vafa” nede i den lokale, teheranske basar. Men i virkeligheden er hun enkefrue, buttet, ensom og langt fra erindringen om et kærlighedsliv. 

Hendes voksne datter er i eksil i Sverige.

Mahins gladeste stunder er i en uformel enkeklub, hvor damerne laver god mad og snakker om pæne gentlemen, mens de fremviser hospitalsscanninger af dette års tarmkræftdiagnose.

Der er et frisind i tonefald, som minder om dramaer og komedier fra mere liberale mellemøstlige lande som Marokko og Libanon, men som er breaking news i den puritanske og censurstyrede iranske filmkultur.

Politi og præstestyre bliver svinet til – og den helt store nyhed: Ingen tørklæder over håret i indendørsscenerne!

Ifølge pressematerialet er En lille bid af kage produceret i smug over tre lange år, mens Kvinde Liv Frihed-protesterne gjaldede i gaderne. Frisindet vil med stor sandsynlighed koste alle involverede en fremtidig filmkarriere i Iran.

Folk er jo blevet fængslet for langt mindre.

Der refereres endda til frihedsikonet Mahsa Amini, der blev banket ihjel af politifolk, i en scene fra byens park, hvor Mahin hjælper en ung pige ud af moralpolitiets kløer ved at skælde og smælde højlydt.

”Jo mere ydmyg du er, des mere undertrykker de dig,” formulerer Mahin bagefter filmens umisforståelige budskab.

Den slagfærdige attitude fører Mahin ud på jagt i Teherans caféer og forretninger. En snak i enkeklubben har nemlig prikket til noget i hende: Hun nægter at være ensom længere!

”Vil du med mig hjem?” spørger hun den morfaragtige taxachauffør Faramarz (Esmaeel Mehrabi), der selv er fraskilt og ensom. Det vil han gerne.

Filmens mest smittende sekvens er deres øjeblikkelige første date i hendes hus med afskærmet grøn have. De to snakker om tiden før den iranske revolution, hvor man kunne nyde en kvindes former og ikke behøvede at drikke i smug.

Seniorparret skåler genert og sætter vemodige 70’er-hits på pladespilleren.

Her ligger filmens hjerte og den tredje ingrediens ud over det søde og det bitre: en boblende, fuldfed skum af nostalgi. Den samler smagsoplevelsen til langt over middel, selv om opskriften stadig kalder på en grimasse her og der.

I en strøm af anekdoter bæller Mahin og Faramarz det meste af en femliters vinkaraffel. De fester igennem, som skal de indhente 40 års forsømmelser.

Faramarz’ øjne er blanke, og sætningerne mudrer under det buskede overskæg. Mahin skifter kjole igen og igen – bare fordi hun kan. Det er perlende, sjovt og ægte romantisk smittende med to veloplagte skuespillere i rollerne.

Både Lily Farhadpour og Esmaeel Mehrabi har haft en beskeden skuespilkarriere, men En lille bid af kage er blevet så godt modtaget, at vi nok kommer til at se dem igen. Men altså næppe i film optaget i deres hjemland.

Filmen er noget så sjældent som en protestfilm i dur. Den vil friheden.

Det gælder den specifikt iranske frihed, som størstedelen af befolkningen skriger på, nemlig ytrings- og beklædningsfrihed i det offentlige rum. Og det gælder den mere universelle, generationsbundne frihed, som handler om aftabuisering af seksualitet hos mennesker, der er oppe i årene.

Af begge årsager er det svært ikke at elske filmen. Når Faramarz slår et slag om et apotek for at få fingre i potens-piller, er det toppen af den usandsynlige kransekage.

Finalen rummer endnu et krydderi, som får filmen til at stikke helt af. Men det skal du have lov til at opleve uden forhåndsviden. Velbekomme!