En flænge i himlen

”Depression er ikke en sideeffekt af at have kræft. Det er en sideeffekt af at dø.”

Så stærkt definerer den unge hovedperson Hazel Grace (Shailene Woodley) sin egen livssituation i starten af den romantiske ungdomsfilm En flænge i himlen, og allerede inden filmens premiere er de første tårer blevet fældet.

Da traileren ramte YouTube i januar, slog den verdensrekord som den mest ”likede” trailer nogensinde. Kommentarerne væltede ind fra berørte teenagere, der ikke kunne holde gråden tilbage.

Årsagen til den vanvittige hype skal findes i filmens bogforlæg, ungdomsromanen med samme titel af John Green, der i 2012 definerede den ny ungdomsgenre sick lit – romaner, der behandler alvorlige emner som cutting, kræft og spiseforstyrrelser i et teenageunivers.

Sekstenårige Hazel har kræft i skjoldbruskkirtlen og metastaser i lungerne.

Efter tre år med den dødelige sygdom har hun udviklet en depression, og de bekymrede forældre (Laura Dern og Sam Trammell) tvinger hende i en selvhjælpsgruppe for unge kræftramte.

Her møder hun den overpositive Augustus (Ansel Elgort), der efter at have overlevet knoglekræft, har et helt andet syn på livet end kyniske Hazel. De to modsætninger forelsker sig, men den unge kærlighed er svær at tackle med en dødsdom hængende over hovedet.

Augustus kaster sig hovedkulds ud i forelskelsen, da hans værste frygt i livet er at blive begravet i glemsel. Hazel reagerer stik modsat, da hun ikke vil såre nogen. Hendes kalkule er, at jo færre personer, der kommer tæt på hende, jo mindre vil tabet blive, når hun dør. Som hun siger i en følelsesladet scene: ”Jeg er en granat. En dag sprænger jeg i luften og udsletter alt omkring mig, og jeg vil gøre alt for at minimere skaderne, når det sker.”

Shailene Woodley og Ansel Elgort spillede tidligere på året bror og søster i Divergent, og det er måske derfor, at deres spil virker så legende let. Men man kunne godt have ønsket sig en mere kantet skuespiller i rollen som Augustus. Heldigvis har vi også Woodley.

Shailene Woodley er blevet udråbt til den næste Jennifer Lawrence, og ligheden er da også slående. Men i rollen som Hazel Grace beviser den 22-årige skuespiller, at hun ikke længere står i skyggen af Lawrence.

Hun bærer filmen frem med et sjældent overskud. Hun er sej og sårbar, direkte og tilbagetrukken på en og samme tid. Og vigtigst af alt evner hun at få os til at sidde tilbage med følelsen af respekt for karakteren Hazel frem for rendyrket sympati.

På trods af det tunge emne fastholder den forholdsvis ukendte instruktør Josh Boone den lette tone og insisterer på at fortælle et romantisk teenagedrama i stedet for en cancer-tragedie. Det er et modigt valg, men det helt rigtige.

Det er befriende at se Boone udfordre genreskabelonen ved at gøre det unormale til det normale.

Fra starten hæfter man sig ved Hazels gennemsigtige rør i næsen, som er tilsluttet den ilttank, hun gennem hele filmen må trække efter sig. Men i stedet for at befri Hazel fra ilttanken og transformere hende til en klassisk romcom-sommerfugl, gør Boone den til et livsvilkår, som ikke fortjener den store opmærksomhed.

Det første kys bliver udvekslet, efter Hazel har slæbt det tunge apparatur op ad skæve trapper i et lille museum. Woodley tindrer med den rette portion af coolness, da hun insisterer på selv at slæbe ilttanken med ordene: ”det er helt okay, jeg har den.”

Sådan er det bare.

Til sidst ænser vi ikke de gennemsigtige slanger, men ser kun den voksende kærlighed mellem to unge mennesker.

Boone balancerer hele tiden på kanten af klassisk romcom. Men bedst som vi tror, at vi er på sikker grund, river Boone os ned fra de lyserøde skyer med et hurtigt, men effektivt stilskifte, hvor kræften igen dukker op som en uafrystelig livsledsager.

Filmen er tydeligt møntet på det yngre publikum, som uden tvivl vil gå hikstende ud af biografen. Men en hårdkogt voksen anmelder kan også pludselig få noget i øjet.