Biografanmeldelse
23. apr. 2014
En du elsker
Mikael Persbrandt lægger krop og sjæleliv til en misantropisk og misbrugsramt musiker i En du elsker. Trine Dyrholm spiller hans moderlige musikproducer. Foto | Rolf Konow

En du elsker

Mikael Persbrandt er intenst velspillende i Pernille Fischer Christensens forudsigelige drama om en rockstjerne på deroute. Men Trine Dyrholm er helt fejlcastet.

Af Lee Marshall

I En du elsker tvinges en aldrende, misantropisk rockmusiker, der bor i USA, tilbage til sin danske hjemstavn og sin danske familie, som han har store problemer med.

Historien lever i de stærke skuespilpræstationer fra Mikael Persbrandt som sangeren Thomas Jacob og den unge Sofus Rønnov som drengen, der måske, måske ikke kan optø sin selvoptagede bedstefars bitre hjerte.

Filmen er bevægende, men også mere end en smule konventionel under den vinterkolde overflade, særligt i tegningen af Thomas’ persona (hans stemme, fremtoning og rock-look er måske lovlig stærkt inspireret af Leonard Cohen).

Dette er endnu en film (ligesom Pernille Fischer Christensens En familie fra 2010), som synes fast besluttet på at modbevise de mange socioøkonomiske undersøgelser, der kårer Danmark til verdens lykkeligste land. Den kunne læses som en light-version af Thomas Vinterbergs Submarino, en dystopisk refleksion over cyklusser af misbrug og selvmisbrug, som dybt nede (virkelig dybt nede i tilfældet Submarino) gemmer på en flig af håb.

Ideen om hjemrejsen som en katalysator for undertrykte konflikter deler filmen med Susanne Biers dramaer som Brødre, Efter brylluppet og Hævnen.

Den store styrke i En du elsker er, hvordan den både vækker sympati for den skæbneramte dreng og hans unænsomme egoist af en morfar, som skal tage vare på ham. Dens svaghed er en forudsigelig historie, som står klart optrukket fra det øjeblik, da Thomas’ ulykkelige og misbrugsramte datter efterlader sin pre-teen-søn Noa hos den nølende musiker.

Thomas er efter danske standarder en superstjerne, og efter mange år med stoffer og alkohol er han blevet clean. Men ædrueligheden har kun forstærket hans hovmodige foragt for andre mennesker.

Han har to kvindelige støttepædagoger, hvis job er at finde sig i hans humør og pleje hans talent: den selvkontrollerede britiske musikagent Kate (Eve Best), som sangeren med grus i stemmen kalder ”min lesbiske engel”, og den sørgmodige producer Molly Moe (Trine Dyrholm), som engang havde mere end et professionelt forhold til sin stjerne.

Instruktøren Sidney Lumet sagde engang: ”I et velskrevet drama kommer historien ud af karaktererne. Karaktererne i et velskrevet melodrama kommer ud af historien.”

Hvis det er sandt, står instruktørens og Kim Fupz Aakesons manuskript med et ben i hver lejr. Karakteren Thomas tilhører den første kategori. Hans mørke, ulmende personlighed driver en historie, der med mellemrum kommunikerer ægte, dybfølt smerte – ikke mindst takket være Persbrandts intense, men underspillede præstation, som i parløb med dialogen skaber en række fint nuancerede dramatiske øjeblikke, for eksempel en simpel tøven.

Først behandler Thomas sit lidende barnebarn som en voksen uden øje for barnets frygt og sårbarhed. Men så, da det ser allersortest ud, stiller Noa et spørgsmål om kremering, som får den bistre mand til at tie for et øjeblik. Og da han svarer, aner man en ny tone af sympati i den krasse stemme.

Det her er rendyrket drama, som Lumet forstår det. Men andre karakterer synes derimod at være skrevet af historien. Molly Moe er skrevet ind for at fremelske Thomas’ blødere side som hans kreative mor/elskerinde. Som altid giver Trine Dyrholm alt, hvad hun har til rollen, men alligevel er hun ikke overbevisende som musikproducer – her ligger problemet i castingen og ikke i skuespillet.

At filmen foregår om vinteren, er måske en lidt for oplagt atmosfære-effekt, men vinteræstetikken håndteres flot af fotograf Laust Trier Mørk. Det er sigende, at filmens første rigtige solskin ses til en begravelse, og her er lyset koldt og grelt. Kun gradvist vender varmen tilbage, både i filmens farvepalette og i historien.

Land:

Danmark

År:
2014

Instruktør:
Pernille Fischer Christensen

Manuskript:

Kim Fupz Aakeson, Pernille Fischer Christensen

Medvirkende:
Mikael Persbrandt, Trine Dyrholm, Birgitte Hjort Sørensen, Sofus Rønnov

Spilletid:

100 min.

Premiere:
24. april 2014

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
04. dec. 2025
Den nye bølge

Den nye bølge

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
I’m Still Here

I’m Still Here

Biografanmeldelse
27. okt. 2025
Bugonia

Bugonia

Biografanmeldelse
06. mar. 2025
Svære sandheder

Svære sandheder

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten