En dejlig morgen

En sidegade i Paris. Den 30-årige oversætter Sandra går op ad en trappe og begynder at tale til en lukket dør. Manden bag døren må forklares, hvilken vej nøglen skal drejes.

Det er hendes far, midt i en accelererende demens, hvor den aldrende filosofilærer mister både sprog, hukommelse og syn.

Herefter møder hun sin datter og spadserer en tur med sin afdøde kærestes ven, Clement. Derefter går turen med datteren ud til Sandras bedstemor, der fortæller hende lidt om alder. Herefter har hun en translatøropgave med oldgamle veteraner fra landgangen i Normandiet i 1944.

Imens prøver hun at finde tid til at oversætte den schweiziske forfatter Annemarie Schwarzenbachs korrespondance, hvad der bliver sværere, som tingene begynder at udvikle sig.

Faren skal på plejehjem – men er der plads? Lejligheden skal ryddes, men hvem skal have hvad? Sandras datter begynder at halte, og Clement, der er en gift kosmokemiker, viser hende meget gerne rundt på laboratoriet og fortæller om stjernestøv, men er Sandra klar til kærligheden og begæret efter kærestens død?

Eller som Clement siger noget frikadellesk på et tidspunkt: ”Hvordan har denne krop kunnet sove så længe?”

En dejlig morgen er en film om omstændigheder og om de mange historier, de fleste voksne vesteuropæere bliver en del af i vores nedslidte velfærdssamfund – fædre og mødre, der er blevet gamle, fjogede papfædre og mødre, der pludselig engagerer sig i Extinction Rebellion og opfører sig som teenagere, rydning af lejligheder, deling af bogsamlinger, snakke med plejehjem og besøg på hospitaler, arbejde, sex, drømme og gennem det hele at skulle klæde sig praktisk og have pakket rygsækken, hvis nye omstændigheder skulle vise sig.

Filmen fremstår som en ophobning af hastigt afviklede scener uden de store dramaer eller temaer. Døren til Sandras lejlighed går ustandselig, mens der tvivles på kærligheden, eller nogen bare kommer på besøg.

Der sker ting og sager for og i Sandra, men man savner en historie, hvor dramaet udspiller sig imellem mennesker. Den afsluttende sang synger os ud af filmen med det banale mantra ”love remains”.

Mia Hansen-Løve er ofte blevet sammenlignet med Éric Rohmer, der heller ikke arbejdede med en stor dramaturgi, men med intense undersøgelser af vores selvforståelse. Hos ham sker meget af dramaet i sproget, i lange, ekvilibristiske dialogscener, hvor der tales op og ned ad stolper om eksistensen, kærligheden og bedraget.

Undervejs opstår umærkelige ryk af ny indsigt.

Men i En dejlig morgen er der mildest talt ikke kælet for sproget, selv om der bæres det ene kloge bogcover efter det andet ind foran kameraet, fra Franz Kafka til Hannah Arendt.

Filmen vil muligvis fortælle os, at alting altid sker i det, der ligner ingenting, i de omstændigheder og det mærkeligt virksomme ingenting, der er de flestes liv og rutiner.

Léa Seydoux er som altid vildt god. Hun spiller introvert og langsomt, men alligevel med en indre kraft og indadbøjet karisma som den sørgende og sammenkrøllede Sandra, der langsomt åbner sig mod verden.

Rohmer-skuespilleren Pascal Greggory gestalter meget mimrende og blindt farens sygdom, og de mange dialoger med ham er næsten alle tomme og underligt uintense. Melvil Poupaud som kosmokemikeren og charmøren Clément er nærmest en parodi på den franske elsker med højt hår, opknappet skjorte og farlige anekdoter fra sit liv som antarktisfarer. Slutbilledet virker som en postkortidyl.

Efter stærke film som Dagen i morgen og Bergmans ø er En dejlig morgen en skuffelse. Mia Hansen-Løve er underspillet i sin fortællestil og meget nøgtern i sin æstetik.

Der er ikke mange dikkedarer, men heller ikke meget drama.