En danser dør to gange

I En danser dør to gange føles det, som om instruktør Maya Albana skildrer en ukendt måde at dø på. I stedet for visnende mennesker i hospitalssenge dør øjnene på en gravid solodanser på Store Scene, omgivet af klapsalver, hvide roser og grædende ballerinaer.

Balletdansere pensioneres brutalt som 40-årige på det Det Kongelige Teater. Kroppen kan ikke fortsætte med at udøve den krævende elitekunst meget længere.

Da vi møder solodanser Kizzy Matiakis, er balletdøden utroligt tæt på. Alderen 39 står hvidt på skærmen som et frisk ar, og den korte dokumentar begynder nedtællingen til fyrre og færdig.

Maya Albana har skabt en balletverden, der er smertelig at løsrive sig fra.

Kameraet befinder sig især bag kulisserne og filmer ind på scenen. Vi ser ikke publikum. Det er et fortrinligt valg. Albana tryller ballerinaernes verden frem, og den er en anden end vores. Vi ser et hvidtonet værksted, der spinder drømme af dansetrin og befolkes af nymfer, sylfider og svaner.

Den hvide scene trækker i danserne, når de står i den mørke kulisse. Man forstår dem. Hvis man kunne vælge mellem at være sig selv eller en ballerina, ville man lade sig føre væk.

Ballet er magi, men om ballettens magi er hvid eller sort, er svært at sige.

I Black Swan ofrer Natalie Portman alting for rollen som den spaltede svane. I belgiske Girl danser den transkønnede pige sig til blods.

Balletten er også farlig i Maya Albanas film, men på samme måde som forelskelser og foråret. Det varer ikke ved, men det er det ypperste, livet kan præstere. Det er bare om at suge så meget til sig som overhovedet muligt, selv om der venter hjertekvaler og vinter på den anden side.

”Jeg elsker det så meget, at det nogle gange gør ondt,” siger Kizzy Matiakis.

En positiv graviditetstest og coronakrise æder mere af tiden inden afskedsforestillingen. Bobler springer i haven, mens hun ligger og undrer sig over, hvem hun er uden tåspidssko.

Ballerinaens ansigt er umådeligt udtryksfuldt og så tiltrækkende, at man vægrer sig ved at blinke for ikke at gå glip af noget.

Dokumentaren har et så stærkt greb om sin fortælling, at det vitterlig føles, som om tiden er ved at rinde ud.

Den fineste og hårdeste pointe er, at det for nogle kvinder er nemmere at leve i drømmeverdener end i kernefamilien.

Hverdagsscenerne er vage. Som havde nogen glemt at slukke for scenelamperne, der nu har afbleget bolledejen og børnebøgerne hjemme i kulissen.

Afdansningsscenen er mesterligt klippet.

Man ser Kizzy Matiakis’ enorme talent, mens hun suges ind og ud af August Bournonvilles klassiker Sylfiden. Lyset i hendes øjne flakker, som om hun forsøger at hive så meget af scenelyset ud af den allersidste tid og gemme den i sig.

Hun græder, mens hun ser ballettens kronprinsesse Ida Praetorius snurre på tåspidsskoene. Hun er ungdommeligt uvidende om, at også hendes aftener på scenen er talte.

Til sidst sendes Kizzy Matiakis bort. Døren til Narnia er lukket. Tilbage er kun livet og moderskabet, og det kan ikke måle sig.

At se En danser dør to gange er som at finde en hvid blomst og måbende betragte tidens flammer slikke bladene krøllede.