En dag vil vi fortælle hinanden alt

Det er et splittet Tyskland, vi i sensommeren 1990 møder i Emily Atefs sanselige drama En dag vil vi fortælle hinanden alt. Med sin titel anslår filmen straks en grundtone af længselsfuld melankoli.

Muren er faldet, men genforeningen mellem det velstående Vesttyskland og det forarmede Østtyskland er endnu ikke en realitet.

På en gård omgivet af gyldne kornmarker i den pittoreske, østlige delstat Thüringen gruer forældrene for fremtiden, mens deres attenårige søn Johannes er begejstret for de muligheder, der åbner sig op for ham.

Filmens hovedperson er hans kæreste Maria, der bor på gården og de fleste dage pjækker fra skole for at drive rundt i sommerlandskabet med næsen i verdenslitteraturens store fortællinger.

Filmen er opkaldt efter en sætning i Dostojevskijs Brødrene Karamazov.

På vej hjem en dag løber naboen Henners to dobermanns hende frådende i møde, indtil han kalder dem til sig. Maria bliver stående, lammet, indtil Henner når helt frem til hende og lægger en afsøgende hånd på hendes skulder.

Forførelsen er ordløs og indforstået.

Det handler om begær, og selv da Maria indleder et forhold med den over dobbelt så gamle Henner, forbliver det meste usagt. Emily Atefs filmsprog er berusende delikat, når hun hviler ved sigende blikke, forsigtige berøringer, de ru hænder mod den sarte hud.

Da tilnærmelserne udmønter sig i hård sex, igen og igen, er der heller ikke sparet på noget.

Tyske Emily Atef er kendt for sine stærke karakterportrætter. Instruktøren hittede på festivaler verden over med 3 Days in Quiberon, der skildrer de sidste tre dage i den tyske skuespiller Romy Schneiders alt for korte liv.

I En dag vil vi fortælle hinanden alt skaber hun et rammende billede af tiden kort før genforeningen, hvor et ængsteligt Østtyskland spejdede mod det pengestærke Vesten og frygtede for sin egen identitet.

Med afsæt i den store historiske begivenhed udfoldes en poetisk og erotisk historie om at stå uden retning ved livets store skillevej.

Johannes tager Maria til München på deres første tur til Vesten, en overgang, der markeres behørigt med New Order-nummeret True Faith.

Mens Maria venter på en café, tager Johannes ud og køber sig et dyrt Mamiya-kamera, så han kan tage billeder til sin portefølje og søge ind på kunstskolen i Leipzig. Scenen gentages, da Maria på en senere udflugt køber en gave til Henner, mens han på en café bliver overvældet af menukortets synonymer for kaffe: cappuccino, café latte, espresso …

Henner er 40 og fraskilt.

”Den kælling var også i Stasi,” vrisser han om ekskonen en dag, hvor Maria finder ham fuld på det lokale værtshus. Felix Kramer er brysk og mandhaftig i rollen, en mand med samme tag i sine heste, som det rygtes, at han har i byens kvinder.

”Hvis jeg ikke havde dig, ville jeg ikke sparke ham ud af sengen,” betror Johannes’ mor sig til hans far.

Henner gemmer på et mørke i sjælen, der afspejler egnens dramatiske historie.

Moren var gift med en SS-officer og blev voldtaget af russiske soldater efter hans selvmord. Henner forærer Maria en bog, der tilhørte moren, samtidig med at hun længes efter sin egen far, der har forladt familien og nu skal giftes med en 22-årig russer.

En freudiansk tolkning ligger lige for.

Filmen vil så gerne tolkes og diskuteres, at den nærmest selv forklarer hvordan. Men man kunne godt have brugt lidt mere dramatisk gods i historien til at fylde spilletiden ud.

Til gengæld er det en smuk film om den tidlige ungdoms stærke begær. Det bringes især levende frem i Marlene Burows intense spil.

Takket være hende tager man Marias rådvilde ageren og umulige længsel på sig – også selv om hendes affære med den hårdhændede Henner set udefra er dømt til at fejle.