Empire

”Jeg har brug for, at du synger, som om du skal dø i morgen.”

Allerførste sætning i den nye, storladne tv-serie Empire ytres af musikmogulen Lucious Lyon. De er til en yndig r’n’b-sangerinde, der med vibrerende patoslæber synger om kærlighed og tab. Og så er tonen slået an med tilpas klæg drama og alvor – ligesom en soap-serie bør gøre.

Mens sangerinden krænger sin soul ud, klippes der elegant til sterile omgivelser, hvor Lucious, gråbleg og resigneret, er omgivet af røntgenbilleder og kittelklædt personale.

Nærmest inden man når at blinke, er man tilbage i lydstudiet, og således afsløres der forførende lidt om en af seriens mange konflikter. Uden et ord ved seeren, at Luciuos er syg.

Faktisk har han fået en dødsdom. Det ved ingen ud over ham, men med storslåede armbevægelser børsnoterer han sit ghetto-musikselskab og stiller i samme ombæring op til tronskifte.

Her skal findes det store drama. Lucious har nemlig tre sønner, og selvom det hurtigt bliver tydeligt, at papa Lyon favoriserer yngste søn Hakeem, i hvem han spejler sig, er der mange interesser, som skal plejes.

Ikke mindst den store diva Cookie. Det er drengenes mor, Lucious’ ekskone, og hun bliver frigivet efter sytten års fængsel i første afsnit. Hun har afsonet en dom for narkohandel, og det viser sig, at hendes dirty money danner hele eksistensgrundlaget for Lucious’ label Empire.

Og hun er ret sur.

Fordi hendes eksmand på intet tidspunkt besøgte hende i fængsel, men primært, fordi han fandt sig en anden dame i mellemtiden. Hun er ikke bange for at tage konflikter. Som når hun i tætsiddende leo-kjole braser ind i vigtige møder og subtilt truer med at afsløre forretningshemmeligheder.

De to tidligere elskende, der spilles stærkt af henholdsvis Terrence Howard og Taraji P. Henson, kommer for alvor op at toppes, da de hver tager en musikalsk søn som gidsel i kampen om, hvem der vil nå den musikalske pop-top.

De tre sønner er ekstremt karikerede, men det er ikke nødvendigvis dårligt i et så velskåret og blankpoleret serieunivers.
Den ældste, Andre, er benhård forretningsmand, forlovet med en kynisk, hvid isprinsesse, og han er stålsat på at blive kronprins. Som den eneste har han dog ikke et gran musikalitet i årerne, og det mener far L er essentielt.

Yngstebarnet Hakeem kan rappe, men er en øretæveindbydende, fisseliderlig flab, der med høj kasketføring fører sig overprivilegeret frem.

Sympatien ligger hos midterbarnet Jamal, seriens største musiktalent og umiddelbart også en reel fyr. Der er bare det ”problem”, at han er bøsse! En hvirvelvind af klip frem og tilbage eskalerer i en scene, hvor lillebitte Jamal leger iført sin mors stiletter, hvilket får Lucious til at smide ham i skraldespanden!

Det er en kynisk-fascinerende scene, og den er tilmed baseret på instruktørens egen opvækst: Lee Daniels, hvis største hit er Precious. Som Lucious’ assistent ses i øvrigt skuespilleren Gabourey Sidibe fra den film.

Det er ret frækt, at Empire pirrer seerens nysgerrighed med hurtige klip og masser af bling-bling: farvesætning, fabelagtigt tøj og grotesk indretningsstil. Men i et afsnit på 45 minutter er det en udfordring at holde rede på seriens forvirrende omgang persongalleri og historier.

Desuden ville det være kærkomment med lidt mere humor, som der stort set kun ses oven på en overraskende Obama-nedrakkende tirade fra Hakeem.

Serien byder både på flødelækker soulet pop og hidsig rap, som sangskrivertroldmanden Timbaland står bag. Desværre lyder de autotunede vokaler utroværdige – især når brødrene Jamal og Hakeem giver den som musikere.

Men musikken bruges også elegant som en medfortæller. Ved første afsnits slutning parafraseres temaet til The Godfather, og det afsløres, at Lucious – ud over at være musikgeni – er en koldblodig gangster, der ingen midler skyr for at redde sit selskab og sit eftermæle.

Serien havde amerikansk premiere i begyndelsen af året, og den er årets mest sete i staterne.