Emma & Julemanden – Jagten på Elverdronningens hjerte

Årets danske julefilm trækker på et meget sikkert kort. Den er nemlig fortsættelsen på TV 2’s populære julekalendere Ludvig & Julemanden og Tvillingerne & Julemanden fra henholdsvis 2011 og 2013.

Ergo er der garanti for et hav af små børn, der glæder sig til at se, hvem julemanden Nicolas (Lars Hjortshøj) og hans kone Julie (Camilla Bendix) denne gang skal slå følge med.

Som i forgængerne trækker fortællingen på danske sagnhistorier. Denne gang er det elvere, der står for skud. Men først skal Julemanden og hans frue udsættes for det smårablende scenarie, at Julie finder ud af, at hun er gravid og derefter bliver højgravid på et splitsekund.

Hun skal føde, og det kan kun gå for langsomt! Og hun vil dæleme ikke føde i Grønland, så Julius må spænde rensdyrene for kanen.

”Jeg vil føde i København! På Rigshospitalet. Ligesom de kongelige …” insisterer Julie med salig mine.

Så langt kommer de dog ikke, og ved et uheld – men meget passende for Julemandens afkom – føder Julie i en skorsten. Det er helt tosset, men det er samtidig filmens force, at den følger en masse skæve indfald.

Det føles lidt som at være vidne til en fantasifuld børneleg, hvor alle forhindringer kan bortforklares eller løses med magi. Og er man elleve eller yngre – som filmens to børneroller – falder det sikkert i god jord.

Heldigt for Nicolas og Julie er de landet hos pigen Emma, der er meget glad for elvere og overnaturlige væsner. Hendes viden er belejlig, da elverfolk bytter julebabyen ud med en bideglad skifting.

Trekløveret må drage til elvernes rige for at få de rette afkom bragt til det rette forældre, og på deres vej møder de nymfer, der lokker med dans og evig fortabelse i glemslens tåger. Heldigvis bliver de her reddet af elverdrengen Rod.

Desværre behandles sagnfolkene og deres myter overfladisk. Man mangler mere indsigt i, hvorfor nymfer lokker folk ind i tågelandet, og hvorfor elverdronningen Slatten Langpat (ja, det hedder hun altså) er blevet sur og muggen. Eller hvorfor hun ikke var det før i tiden.

Snublende finder man ud af, at det skyldes forlist kærlighed til den svigefulde danske kong Erik. Men filmen kunne med fordel have tonet ned for Nicolas’ musikalske indslag på lut og især flokkens langtrukne færd til Elverriget, hvor de bliver lokket i baghold af elverdronningens håndlangere Pind og Towli.

Sprogligt er der masser af overskud. Dialogen er spækket med skægge perler som ”magisk filion-gong-gong”, ”Kan du se røgen, tudefjæs?” og ”Er det Kong Erik? Det ligner spareribs”.

Desværre kæmper Emma (Sofia Suppli Callesen) og Rod (Malte Houe) med skuespillet, der aldrig bliver naturligt.

En kort stund lader der oven i købet til at være problemer med lydens synkronisering, der ikke helt følger mundens bevægelser.

Men filmens altoverskyggende problem er, at Elverriget ligner en kedelig teaterkulisse. Når nu det er magi og eventyr, der er så meget i fokus, så ville det have været godt, hvis der havde været schwung over scenografien. De jyske heder er ærligt talt ikke særligt ophidsende i sig selv.

Det kunne selvfølgelig undskyldes med stram økonomi, at filmen ikke går Skammerens datter i bedene. Men når man så kan tjekke op på, at Emma & Julemanden faktisk har fået 7.400.000 kroner i støtte via Markedsordningen på Filminstituttet, så spekulerer man på, om de ikke kunne have været brugt bedre.

Der er små humørglimt i form af biroller. Søren Malling giver den veloplagt som vred jyde, der forbander Storebæltsbroen. Og Mille Dinesen er sjov som langpattet elverheks med de urimelige vredesudbrud og en forkærlighed for at smide undersåtter i fangekælderen.

Men det ændrer ikke ved, at filmen er en halvsløj tur i kanen.