Emma

Jane Austen er kendt for at sige om sin hovedperson Emma Woodhouse,at forfatteren var den eneste person, der kunne lide hende.

Og Emma er også ganske anderledes end Austens tidligere heltinder. Hun er forkælet, forfængelig og til tider endda direkte uhøflig.

Men den ellers begavede forfatter tog fejl i sin betragtning. Emma er blevet filmatiseret flere gange, blandt andet i 1996 med Gwyneth Paltrow i hovedrollen og kultklassikeren Clueless fra 1995 med Alicia Silverstone.

Billedskønne Anya Taylor-Joy – kendt fra Split og The Witch – rammer i denne omgang plet i hovedrollen. Med sine forfinede træk og ungdommelige glød hersker hun enevældigt blandt den engelske landadel i starten af 1800-tallet.

Livet som forkælet overklassepige byder ikke på de store udfordringer, så Emma bruger al sin tid på at være Kirsten Giftekniv blandt venner og familie. Først fik hun sin guvernante gift, og hun har nu kastet sin kærlighedsiver på den unge Harriet (Mia Goth).

Emma er vant til, at alt går efter hendes hoved, selv om det ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med virkeligheden. Det går ud over de mennesker, hun bruger som skakbrikker i sit eget lille spil, indtil hun selv ender i sine følelsers vold og begynder at se sine medmennesker og verdenen på en ny måde.

Jane Austen levede i de samme omgivelser, som hendes romaner beskriver. Og trods det særlige 1800-talsmiljø har romanerne fastholdt en intens popularitet, der igen og igen viser sig bæredygtig på både tv og det store lærred.

Det skyldes især hendes fantastiske evne til at skildre mennesker og deres udvikling med humor, vid og ironi.

Hendes spidsfindige dialog er sjældent overpakket med ord, men formår at understrege en persons følelser gennem få sætninger.

Samme stil bringes videre i miniserien Pride and Prejudice fra 1995 med Colin Firth som Mr. Darcy og Jennifer Ehle som Elizabeth Bennet. Her bliver Austens enkle sætninger fyldt med undertrykt begær, følelser og forvirring.

Spillefilmdebutanten Autumn de Wilde, der tidligere har instrueret musikvideoer for Beck, formår i Emma at få den underliggende humor til skinne igennem, så det er en fryd. Og særligt Bill Nighy viser, at han ikke er en verdenskendt skuespiller uden grund.

Men derudover sker det desværre tit, at Austens ord svinder ind og bliver til forvirrende sætninger eller simple fyldeord i skuespillernes munde.

En vigtig og klimatisk scene hen mod slutningen, der nok var tænkt som det romantiske højdepunkt, ender ud i en omgang simpel vrissen. Tit laver skuespillerne for megen dramatisk sjov med deres replikker, så samspillet har svært ved at gå op.

Men i filmens ordløse scener kan man for en stund falde tilbage i Jane Austens univers.

En dansescene mellem Emma og Mr. Knightley (Johnny Flynn) er spektakulært sexet i al sin periodedramatiske fromhed, og kemien mellem de to skuespillere er brandvarm.

Endnu mere irriterende er det derfor også, at de efterfølgende scener bliver et miskmask af snak, råb og flere personer.

Emma kan bestemt give fornemmelsen af at have slugt en Jane Austen-bog. Kostumerne, de vidunderligt smukke omgivelser og følelsen af at leve i 1800-tallet fanger filmen til ug med kryds og slange. Men hvad ånden fra Jane Austens forfatterskab angår, rammer man ved siden af.