Emilia Pérez

Franske Jacques Audiard, der har skabt potente dramaer som Profeten og Guldpalmevinderen Dheepan, gik nye veje med sin forrige film Lev, elsk, Paris og lod ømheden og intimiteten få en mere central plads.

Med Emilia Pérez forener han det bedste fra de to verdener og fornyr sig endnu engang.

Filmen er på overfladen noget så barokt som en musical om den hårdkogte leder af et mexicansk narkokartel. Men Manitas Del Monte dropper sin machoidentitet for at blive til kvinden Emilia Pérez og vil nu sone fortidens synder.

Som tilskuer er man fra første sekund suget ind i filmens kulørte og eminent flot fotograferede univers, da en klassisk retssalsscene bliver til en brusende vild musicalsekvens om længslen efter frihed.

Men da vi møder Manitas første gang, fornemmer man, at instruktørens ærinde stikker langt dybere end den syngende, hårdtpumpede og hektiske overflade lader ane. Da Manitas i et ultranært billede med en lav, hæs stemme fortæller om oplevelsen af at være fanget i en forkert krop, er man ikke i tvivl om, at smerten er hjerteskærende reel.

Karla Sofía Gascón, der spiller mesterligt Manitas/Emilia og selv er transkønnet, balancerer mellem feminin sødme og maskulin, udfarende energi. Hun inkarnerer med hele sin krop filmens temaer om forvandling og tilgivelse og vandt da også skuespilprisen i Cannes sammen med resten af filmens kvindelige ensemble.

Emilia Pérez er en nærmest bibelsk fabel om, hvordan kærlighed er den eneste ægte forandrende kraft, og hvordan vi alle har evnen til at elske, hvis vi får lov. Kærligheden gør os til mennesker – også selv om djævelen konstant står klar til at friste med frihedens forvrængede spejlbilleder: egoisme, begær og jalousi.

I Emilia Pérez har alle sluttet en pagt med djævlen for at opnå en skrøbelig magt eller en perverteret udgave af kærligheden. Ingen går fri. Manitas har bygget sit imperium på liv ødelagt af den narko, han distribuerer, og på ligene af de mennesker, der står i vejen for hans forretning.

Hans kone – den unge, men langt fra naive Jessi (Selena Gomez) – ved, at hendes magt og frihed kun rækker, indtil det smukke ydre begynder at falme, og hun bliver byttet ud med en yngre model.

Selv idealistiske Rita (Zoe Saldaña), der er fanget i en udsigtsløs karriere som advokat i et korrupt samfund, tøver ikke, da hun bliver tilbudt en enorm og nødvendigvis bloddryppende pengesum for at hjælpe Manitas med forvandlingen.

Men Jacques Audiards fortælling er ikke socialrealisme om den kriminelle overklasse, hvor alle tragisk styrer mod et sørgeligt endeligt. Tværtimod handler Emilia Pérez om, at vi som mennesker altid har et valg, selv når det synes allermest umuligt.

Vi kan ændre os selv og vores tilværelse. Ikke for at blive til noget andet, men for at blive den, vi er.

”For første gang elsker jeg mig selv,” siger Emilia, da hendes krop endelig er blevet ændret til, hvad hun altid har været indeni. Og netop derfor er hun nu i stand til at elske andre, synes instruktøren som et ekko af Jesus at sige.

Men forvandlingen har en pris, og det har filmen modet til nuanceret at vise. Som altid er det børnene, der betaler den. Når du ændrer dig selv, mister dine nærmeste den, de elsker.

Da Emilias søn synger om savnet af sin far, giver Audiards genrevalg mening. Man forstår, hvorfor noget kun kan synges. Sagt ville ordene være en sukret monolog fra et lille barns mund, men sunget er de alt det, sønnen ikke kan sætte ord på.

Filmen viser os, at der kun er én vej ud af smerten. Nemlig den kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Det kan lyde naivt, og Emilia Pérez læner sig da også op ad latinamerikanske sæbeoperaer – telenovelas – og den teatralske film bevæger sig bevidst på kanten af kitsch og camp. Men når det er Jacques Audiard, der står bag, mærker man sandheden helt konkret i sin krop.

Filmen fik tolv minutters stående ovationer på festivalen i Cannes og har netop vundet fire ud af fem hovedpriser ved det europæiske svar på Oscar, European Film Awards.

Det forstår man godt. Emilia Pérez får dansk biografpremiere i starten af 2025, og vi tør godt spå, at der næppe kommer meget bedre film næste år.