Emancipation

Da det i 1860’erne står klart for sydstaterne, at de ikke kan vinde den amerikanske borgerkrig uden en ekstraordinær indsats, inddrager de plantageejernes afroamerikanske slaver i krigen.

Ikke som soldater, men slavearbejdere ved forsvarsværkerne, der skal standse nordstaternes invasion.

En af slaverne er Peter, en farvet mand fra Haiti og en anden mands ejendom. Under tvangsarbejdet ved fronten får han mulighed for at flygte ud i Louisianas sumpe og skove i håb om at komme op til friheden nordpå.

I få sætninger er det handlingen i den historiske actionfilm, som delvis bygger på beretningen om virkelighedens Gordon. Han undslap slaveriet, og via et fotografi af sin fletpiskede ryg blev han verdensberømt som et skrigende argument mod slaveriet.

Det slaveri, som præsident Abraham Lincoln fik ophævet ved borgerkrigens afslutning i 1865.

Emancipation er voldsom, spændende og ganske smukt fotograferet i sort-hvid, der ligesom i gamle stumfilm et blevet tintet af douce farver. Det giver en affekt af autenticitet.

Sådan var det virkelig i de racistiske sydstater før og under borgerkrigen. Livet på plantagen var helvede på jord, hvor sorte blev behandlet som en mellemting mellem animalske væsener og arbejdsomt affald.

Filmen viser krigens tvangsarbejde for de sorte. Det ligner noget fra en moderne koncentrationslejr. En slavegjort, der forsøger at flygte, bliver hensynsløs skudt ned, hvorefter hans afhuggede hoved sættes op på en stage til skræk og advarsel.

Men hovedpersonen Peter kan ikke knægtes. Efter at være blevet pint og plaget stikker han af fra lejren sammen med tre andre ud i sydstatens sumpede skove. De bliver skarpt forfulgt af fanatiske hvide til hest med blodtørstige sporhunde. Ydermere må de flygtende slås med krokodiller, igler, myg og slanger. Og så selvfølgelig også andre hvide i omegnen.

I Emancipation er der ingen sympatiske hvide mennesker. Selv børn er racister. Og selv om nordstatsmænd er lidt bedre end dem nede fra syden, tror de alligevel ikke på, at sorte mænd kan slås lige så godt som hvide.

Man skal være lavet af sten for ikke at blive inciteret af al den ondskab. De sorte helte frister en krank i skæbne i hænderne på den sadistiske og racistiske slavejæger, der spilles overbevisende af Ben Foster med stråhat og smøg a la Clint Eastwood.

Men her er ingen ædle sydstatsgentlemen.

Flugten når frem til borgerkrigen, og i en nærmest surrealistisk scene med et brændende hus ser vi, at alle beboere er slået ihjel.

De bombastiske og blodige slagscener mimer det slag, vi allerede kender fra Glory, hvor afroamerikanske soldater med store tab indtager en kanonbesat sydstatsstilling. Men i modsætning til Glory er soldaterne udelukkende anført af sorte officerer.

Will Smith, også filmens medproducer, er fantastisk imposant som Peter, der overlever de fleste strabadser, mens han tænker på kone og børns miserable liv hjemme på bomuldsmarkerne og beder ydmygt til Gud, når nøden er størst og døden tættest.

Jeg har altid haft en svaghed for Will Smith, både når han spiller rapkæftet hitman i sort habit og karrierestresset farmand.

Emancipation blev indspillet før Smiths herostratisk berømte lussing ved Oscar-showet, men efter at have udskudt premieren føler distributøren Apple åbenbart, at tiden nu er moden for tilgivelse.

Antoine Fuqua – mest kendt for ramasjangfilm som Training Day og The Equalizer – har glat og glimrende sat i scene med grafisk skønne landskaber og det hårde liv hjemme på plantagen.

Vi ville være tæt på et mesterværk, hvis det hele ikke var så sort og hvidt sat op.