Elskling

Trods den romantiske titel er Elskling langt hen ad vejen en effektiv skræmmekampagne mod parforhold og familieliv.

Den enlige mor Maria (Helga Guren) har to små børn med sin eksmand, men forelsker sig hovedkulds i mystiske og charmerende Sigmund (Oddgeir Thune). De dyrker hvedebrødsdagene, hvor der er passioneret sex det ene øjeblik og hyggelig madlavning med hendes børn det næste.

Kort efter rammer hverdagen som en forhammer.

Pludselig står Maria syv år senere i supermarkedet og kæmper med at holde styr på de to nye børn, hun har fået med Sigmund. Som om det ikke var nok, er hendes to ældre børn klar med kritik og skældud, når hun kommer hjem. 

Og da Sigmund træder ind ad døren efter halvanden måned væk, hvor han har passet sit job som musiker og snakker om vanskelighederne ved at finde melodien i dur og mol med de andre, bliver han mildt sagt ikke mødt med kærlighed fra Marias side. 

Det bliver begyndelsen på enden for deres forhold. 

Filmen lander højaktuelt midt i en samfundsdebat om mental load, altså den mentale byrde af usynligt arbejde, som udføres af særligt kvinderne i de små hjem. Samtidig trækker den på fænomenet syvårskrisen, som er forestillingen om, at der efter syv års parforhold ofte opstår alvorlige spændinger i samlivet.

Men mest af alt er det nogle komplet universelle og tidløse temaer, den norske instruktør og manuskriptforfatter Lilja Ingolfsdottir dykker ned i. Hvordan bevarer man gnisten i parforholdet, når der konstant er nye opgaver, og hvordan passer man på sig selv, når andre hele tiden har brug for én? 

Elskling kommer til Danmark ridende på en bølge af anmelderroser fra hjemlandet. Hovedrolleindehaver Helga Guren har fortjent vundet internationale priser for sin hudløse præstation som en kvinde, der har mistet sig selv i forsøget på at få familielivet til at lykkes.

Men selv om man sagtens forstår Marias kvaler med at balancere familie, arbejde og tid til sig selv, har man aldrig ondt af hende. Hun bevæger sig nemlig på en hårfin grænse – som hun også selv skal lære at forstå – mellem at være selvopofrende og manipulerende.

Lilja Ingolfsdottir har siden årtusindskiftet skrevet og instrueret adskillige prisvindende kortfilm, mens hun har undervist på Den Norske Filmskole. Sideløbende har hun også forsøgt at realisere en spillefilm og undervejs kritiseret Det Norske Filminstitut for ikke at have mod til at støtte hendes vision om at skildre en usympatisk kvinde.

Det er dermed både en personlig sejr og filmisk gevinst, at hun langt om længe er lykkedes at komme igennem med en så kompleks og hårdtslående fortælling.

Den bliver beskrevet som en kærlighedsfilm, men finten er, at der ikke er tale om kærligheden til andre, men først og fremmest til sig selv. Da Sigmund udebliver fra deres parterapi, snakker Maria i stedet alene med terapeuten og kommer til nogle svære erkendelser om sine problemer med nærhed og vrede. 

Hun har med sin frygt for at slippe kontrollen været med til at trække glæden ud af forholdet og skubbet den ganske vist kaotiske, men også livsglade Sigmund fra sig.

Filmen er solidt forankret i menneskelige følelser og en realistisk æstetik, men arbejder også interessant med filmsproget. Det er ikke så stort anlagt og fabulerende, som når landsmanden Joachim Trier stopper tiden i Oslo i Verdens værste menneske, men lige så gribende er de smågeniale greb i Elskling.

Da Maria en sen nattetime læser en mail fra Sigmund med ordene: ”Du skal forberede dig på, at jeg afslutter forholdet,” invaderer sætningen i en flashback-montage hendes gode minder fra forholdet, som indledte filmens rus af forelskelse.

Det giver i den grad en anden tone til scenen, hvor Maria viser en positiv graviditetstest til Sigmund for første gang. På samme måde har man til sidst et helt andet blik på de to mennesker, der endelig åbner sig for hinanden.