Egetræets hjerte

Her er en film, der har stillet sig selv en vanskelig opgave.

Den vil skabe interesse for dyr, som vi i teorien bare kunne gå i skoven for at se. Tilmed har instruktørerne fravalgt den alvidende fortællerstemme, der kan holde publikum i hånden med fakta og poetisk fortolkning af billedsiden.

Men uden hverken eksotisk dyreliv eller David Attenboroughs hjælp rammer Egetræets hjerte alligevel en nerve, der holder os fanget.

Egetræets hjerte er et portræt af økosystemet i og omkring et mere end 200 år gammelt egetræ, der står ved en sø i en tempereret løvskov.

Gennem et år med skiftende sæsoner, solskin og storm, dag og nat, følger vi træet og dets beboere. På sin vis ganske trivielt og ikke desto mindre en historie om liv og død.

Det må især tilskrives den store indsats, som der er blevet lagt i at give hvert dyr en medrivende fortælling. Kameraet er allestedsnærværende og kan både komme ned til musene ved rødderne, ind i træets blade og følge noget så småt som en larve i et agern.

Den smidige billedside er klippet sammen, så der hele tiden skabes små historier, der flettes sammen til større buer, som løber året igennem. Man har desuden gjort sig umage for at give publikum en følelse af, at vi følger de samme dyr over længere tid, selv om det nok ikke er tilfældet.

Tag nu nøddesnudebillerne, som man ser parre sig og placere et lille anlæg til en larve i et agern, før de selv dør i sensommeren.

Da den lille snudebillelarves agernhjem falder ned fra træet i efteråret, er det lige ved at blive spist af et vildsvin. Men den undslipper og graver sig ned under træet. I løbet af vinteren holder vi øje med larvens udvikling, til den kravler op af jorden næste forår som en lille, ny bille.

Det er en historie så gammel som livet selv, men i Egetræets hjerte får man følelsen af at følge en familie gennem undfangelse, liv og død. Der sker en besjæling, der gør snudebillerne til mere end bare insekter på lærredet.

Nu er de elskende, forældre og børn.

På samme måde følger vi en musefamilie gennem oversvømmelser, overvintringer og overhængende fare, når de jages af rovdyr.

Og i en særligt dramatisk scene er en græsslange lige ved at nå op til skovskadernes rede ledsaget af et strygerakkompagnement, der er en Hitchcock-film værdig.

De medvirkende dyr gør ikke andet end at eksistere, men via filmmagi gøres de til stjerner, der da også får deres egen, velfortjente sekvens i rulleteksterne, hvor de krediteres med fransk og latinsk navn.

Ofte bruger filmen klassisk orkestermusik, som man kender det fra så mange naturdokumentarer. Men indimellem er der taget nogle chancer, der i høj grad betaler sig.

Under snudebillernes parring begynder Dean Martins udgave af Sway, og det er virkelig morsomt at være vidne til insektsex med stemningsmusik. Senere klippes fuglesang sammen, så forårsbebuderne bliver et ekstra instrument i Glenn Millers swingklassiker In the Mood.

Musikken tilfører drama, melankoli og humor, og den måtte gerne være blevet brugt endnu mere ekspressivt.

Til tider sætter trægheden ind, når der kommer et hul i historien. Noget nyt skal bygges op, men man må tage hatten af for, hvor sjældent det sker i en film, hvor instruktørerne hverken har adgang til ord eller mimik.

Egetræets hjerte er et flot eksempel på den store kraft, som filmiske virkemidler kan have. Man bliver mere investeret i biller, mus og fugle, end man troede, man havde kapacitet til.