The Eddy

Kan den største lykke stå mål med den dybeste sorg? 

Det udforsker den musikalske Netflix-serie The Eddy, der dykker ned i eksistensens mørke på et strygende bagtæppe af livlig musik.

Titlen er også navnet på en jazzklub i Paris. Den er hjem for en række, plagede sjæle, der alle har kærligheden til musik som deres livsgrundlag. 

I centrum for gruppen står ejeren Elliot Udo. Han var engang en succesfuld musiker i hjemlandet USA, men er han en tragisk skikkelse i byernes by. Da hans teenagedatter Julie flytter ind, opdager vi, at han er flygtet til udlandet efter at have mistet sin søn – hendes bror. 

Tabet ligger som et tungt åg over dem begge. Selv i de gladeste stunder, hvor klaver, trommer, bas, trompet og sang går op i en højere enhed, har han stadig et martret blik i øjnene, mens datteren prøver grænser af og maler sin dødsdrift ud over den parisiske nattehimmel. 

Den afroamerikanske mand ser et selvmedlidende geni, som er blevet knækket af et liv, der er lige så kaotisk som den jazz, han ikke kan lade være med at elske. Gennem Elliots ører føres publikum ind i en vibrerende verden af forskellige, musikalske stilarter, men seriens egentlige styrke er, at den over otte afsnit breder portrættet ud til folkene omkring ham. 

Det første afsnit bærer hans navn, det næste datterens. Julie spilles med enorm karisma af stortalentet Amandla Stenberg, hvis ungdommelige forvirring er slående troværdig. Den unge kvinde bevæger sig rundt i en dragende, Baudelaire’sk verden, hvor skønhed og død er noget nær sjælefrænder. 

Oscar-vinderen Damien Chazelle er en af seriens producere og har instrueret de første to afsnit. Han bruger erfaringen fra tromme-thrilleren Whiplash og sangromancen La La Land til at skabe et råt univers, hvor kameraet svinger så voldsomt rundt om personerne, at man til tider frygter, at det pludselig vil angribe dem. 

Men The Eddy er skabt og skrevet af engelske Jack Thorne, der har vist talent for både det underspillede og melodramatiske i film og serier som Wonder og The Last Panthers. 

De resterende afsnit fokuserer med undtagelse af det sidste – der samler trådene og er opkaldt efter serien – hver især på andre hovedpersoner, som enten er med i bandet eller på anden vis har noget med klubben at gøre. 

Det er dog ikke helt konsekvent, for også i afsnittene om bassisten og stofmisbrugeren Jude (Damian Nueva) og sangeren Maja (polske Joanna Kulig fra Cold War) trænger hovedsporet sig på. 

Det er også nødvendigt, da ikke hvert kapitel er lige medrivende. Men det forstyrrer, at der bliver etableret et så stramt koncept, uden at det bliver overholdt. Og så er seriens krimifortælling, hvor Elliot drages ind i mordopklaring og hvidvask mellem politi og røvere, et unødvendigt tilløbsstykke. 

Så er der langt mere på spil i det afsnit, der viser en barsk dag for Amira (Leïla Bekhti), der er gift med Elliots forretningspartner Farid (Tahar Rahim). Her bliver dæmoner uddrevet gennem lidenskabelig dans, der langt bedre end vold og trusler giver et indblik tilværelsen udspændt mellem lykke og sorg. 

Amira – seriens mest sympatiske person – får endda lov til at kalde jazz en snobbet kunstform i et af seriens sjældne, morsomme øjeblikke. 

Når The Eddy er bedst, erden en hyldest til livet i al dets grusomme skønhed, en euforisk dans med døden så berusende, at man glemmer tid og sted.