Eddington

Med Eddington har Ari Aster (Midsommar, Hereditary) begået sit mest fandenivoldske værk til dato. En Coen-brødrene-på-coke-western, der rider ind i vores hypermedierede og pandemiske nervesammenbrud af en nutid og efterlader os splittede, forvirrede og euforisk brølende af latter. 

Eddington er den sjoveste film, jeg længe har set. Det er også en af de grummeste. 

Vi er i den lille flække Eddington i et solsvedent New Mexico. En by, der kunne have sovet videre, hvis ikke det var, fordi det herrens år 2020 rammer den som en monstertruck i topfart: Covid-19, masker, konspirationsteorier, Black Lives Matter-protester, woke og antiwoke, der brydes både på gadeplan og gennem et hysterisk fokus på nyheder, sociale medier, algoritmer og magt. 

Den grånende sherif Joe Cross er den selvretfærdige type, som mener at vide, hvad der er godt for de fleste af Eddingtons 2.435 borgere. Han bliver spillet af Joaquin Phoenix, fænomenalt balancerende på kanten mellem patos og farce, med ptsd i blikket, en lovende fremtid bag sig og et navn, der både signalerer, at Joe er på tværs og en selvbestaltet frelser. 

Dramaet starter med et banalt optrin i det lokale supermarked, hvor en mand nægter at bære maske. Det er vand på Joes mølle og bringer ham på kant med sin arvefjende, byens borgmester Ted Garcia, der måske engang har knaldet Joes yngre kone. 

Pedro Pascal spiller Ted med latino-moustache, magtbegær og en kats smisken, som måske dækker over et uhelligt ægteskab med en tech-investor. Det kan bringe byen økonomisk på fode, men vil smadre både økosystemer og det nærliggende reservat for oprindelige folk. 

Impulsivt drevet af lige dele stolthed og personligt had stiller Joe op til det forestående borgmestervalg. Han støttes af enkelte urolige kræfter i byen, men modarbejdes intenst af sin hustru Louise (Emma Stone). Hun veksler mellem fosterstilling og en karriere som traumeinspireret filtkunstner. Mens Louises mor Dawn (Deirdre O’Connell) spreder internetsandheder i stabler rundt om i huset. 

Det lyder grotesk og er det også. Eddington starter som hyperrealistisk samtidsdrama, glider over i sort komedie med prædikanter, ordblinde politikere og militante aktivister for så at ende i mareridt, hvor det ikke er coronaen, der sænker befolkningstallet mest. Som i Beau is Afraid og Hereditary er Ari Aster interesseret i kontroltabet, men her er det hele samfundet, der taber fatningen. 

Dem, der virker mest gale, har fat i mest. Ingen går fri. 

Gør det filmen farlig? Ved premieren i Cannes var modtagelsen kølig, nærmest overbærende. Og ja, Eddington tager munden helt fuld og balancerer hårfint på kanten af det eksploitative – især når Aster bruger Black Lives Matter-protesterne og raceforhold som elementer i sit absurde show. 

Men hvad nogle kritikere finder kynisk, fremstår for mig meget i pagt med tiden. ”Vil du have mening?” spørger filmen og svarer selv: ”Du vælger selv, hvem du vil lytte til og underkaste dig. Her er paletten af folk, der kun lytter til sig selv!” 

En tv-prædikant siger noget i stil med: ”Billedet er sandt. Det er sproget, der er ondt.” Men filmen nuancerer den påstand i negativ retning: Alt er løgn og latin. 

Darius Khondjis cinematografi skaber billeder, der balancerer mellem det naturalistiske og psykedelisk overstyrede. Solen hænger tung og syg over Eddingtons støvede hovedgader, og klipningen suger os rundt mellem konfrontationer, tirader, TikTok-videoer og brandtaler med nærmest kokainagtig rytme. 

Aster har fundet en ny stemme – en komisk, næsten slapstickagtig vrede, som får os til at skoggerle dér, hvor vi egentlig burde gemme os under biografsædet. Joaquin Phoenix får lov at blæse Joe Cross op som en tragisk antihelt. Han er en mand, som tror, han kæmper for sandhed, men bare råber ad spøgelser på Facebook. 

Eddington er 145 minutters kulturkamp kogt ind i satire, spænding og slapstickvold. Den er urimelig, voldsom, uafrystelig. En katastrofefilm om mennesker, der bare gerne vil have ret.